Til alle mine tidligere læsere, hvis nogen af jer stadigvæk følger med, ville jeg lige nævne, at jeg tager til Kina igen et halvt års tid og selvfølgelig skriver jeg endnu en blog om dette.
I kan følge med på kaibaikinato.wordpress.com 😀
Archive for the ‘Uncategorized’ Category
Det er nu over to måneder siden, jeg kom tilbage til Danmark. Jeg har tit overvejet, hvad jeg skulle skrive i denne her blog, da det er afslutningen på en lang saga. Måske har jeg udskudt det, fordi jeg følte, jeg stadigvæk havde lidt af Kina tilbage, så længe bloggen endnu ikke var helt slut.
Det mærkeligste var, at Danmark ikke rigtig havde ændret sig. Og at Kina nærmest var et andet liv. Så snart jeg var tilbage på mit gamle værelse, følte jeg, at det var som om, jeg aldrig havde været væk. Det var som om, det sidste halve år var et andet liv og at jeg ligeså godt kunne have været i Danmark i al den tid. Små ting havde selvfølgelig ændret sig. For eksempel havde vi fået ny brødrister. Den slags livsændrende, store begivenheder, som bare virker enormt vigtige i situationen XD
Noget af det første jeg gjorde, var at foræde mig i rugbrødsmadder. Leverpostej, flæskesteg, spegepølse med remulade. Alt hvad jeg kunne finde i køleskabet skulle bare spises. Og selvfølgelig var der masser af gode chips. Men når du har været vant til mad, der praktisk talt ingen næring har, var den danske mad en smule voldsomt. Kineserne spiser hele tiden, hvor den danske mad nok er en smule for nærende til det. Jeg var konstant mæt det første lange stykke tid og jeg spiste mest, bare fordi jeg kunne.
Dagen efter jeg kom hjem, tog vi i tivoli for at fejre det. Super hyggeligt, jeg fik en fantastisk rose og en bøf. Det eneste problem var bare, at jeg blev jetlagged omkring klokken seks og mest ville hjem i seng.
Den efterfølgende uge ville jeg blive fuldstændig smadret omkring klokken seks. Men hvis jeg holdt mig vågen indtil syv, ville det gå over igen. Heldigvis for mig kan jeg sove fra alting. Så jeg gik tidligt i seng om aftenen og når jeg så vågnede ved seks-syv-tiden om morgenen dagen efter, vendte jeg mig bare om på ryggen og sov videre.
Jeg fik set mine veninder i løbet af ugen. Men det underlige ved Kina var, at det pludselig var blevet en anekdote. Det var ikke længere mit liv. Og jeg var hende den irriterende, der hele tiden sagde ”Da jeg var i Kina.” Det gør jeg stadigvæk. Et halvt år er egentlig ikke særlig lang tid, men der skete så meget på det halve år, at jeg hele tiden kan referere til det.
”Sådan var det ikke i Kina.”
”I Kina gør de det på en anden måde.”
”Haha, det minder mig om noget, der skete i Kina.”
”Jeg savner Kina.”
Hvilket jeg gør. Jeg savner Kina så ufattelig meget. Jeg prøver at minde mig selv om alle de gange, jeg lå krøbet sammen inden i min seng, fordi jeg var ked af det. Fordi det hele var frustrerende og jeg var helt alene.
Men det er lidt som at gå fra en hverdag, hvor alting var et eventyr og så pludselig at være tilbage til det trygge hjem, hvor du ved, hvad du har med at gøre. Jeg savner at blive udfordret, selvom det var trættende. Jeg savner, at jeg ikke vidste, hvad dagen ville bringe, selvom det til tider var virkelig irriterende. Jeg savner børnene og deres uforbeholdne kærlighed. Jeg savner at have de to-årige siddende på mit skød, imens de fortalte mig ting, som jeg ikke forstod. Jeg savner, at man kunne få et måltid for under ti kroner. Jeg savner, at jeg dernede havde modet til bare at gøre ting, fordi livet ikke var så kompliceret, nu du alligevel havde turdet at tage hele vejen til Kina.
Min reaktion på det hele var da også speciel. Jeg insisterede på at flytte ind i det værelse som ventede på mig hos en veninde, næsten med det samme. Så to uger efter, jeg var kommet hjem, flyttede jeg hjemmefra. Og to uger efter, jeg var kommet hjem, startede jeg igen på filosofistudiet. Mit nye mål i livet var hele tiden at komme videre. Ikke at blive fanget i dårlige vaner, mønstrer eller tanker.
Det var ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke havde det fantastisk, da jeg rejste. Det havde taget hårdt på mig, at jeg måtte tage orlov fra studiet og jeg vidste ikke rigtig længere, hvem jeg så var. Jeg følte, at jeg manglede identitet, fordi jeg havde identificeret mig selv med det at studere så længe. Jeg følte, at den eneste måde, jeg kunne blive lykkelig på, var at få en god uddannelse. At jeg ikke fandt studiet spændende, jah, simpelthen det at studere, var et kæmpe problem for mig. Samtidig var det svært for mig at tale om, fordi der i min omgangskreds ikke var nogen med det samme problem. Og alle os med studieproblemer tier det ofte ihjel, fordi vi føler, at det er os, der er de dumme, fordi vi ikke klarer studiet fantastisk.
Men Kina. Ændrede mig.
Jeg har en tendens til at overtænke alting. Men efter at have rejst rundt alene i Kina og skulle tackle undervisning hver dag uden nogen former for uddannelse, tænker jeg hele tiden.
”Så er det heller ikke sværere.”
Det er som om, at du opdager, at selv hvis alle dine værste fordomme rent faktisk blev opfyldt, hvad så? Nogen gange fejler du, så rejser du dig op og prøver igen. Selvfølgelig er nederlag ubehagelige, men hvis du ikke tager chancer, oplever du heller ikke opture.
Og erkendelsen af, at man kunne have et liv uden for studielivet. Det hjalp. Selvfølgelig er jeg så blevet totalt seriøs studerende der. Jeg læser rent faktisk pensum og læser sekundærlitteratur af mig selv. Men nu har jeg også et mål!
Jeg er ikke færdig med Kina. Jeg vil gerne forsøge at forstå Kina endnu mere. Jeg vil gerne tilbage til Kina og rent faktisk tale med kineserne. Så på mit valgfagsår vil jeg tage kinesisk på universitetet. Og på min kandidat, vil jeg forsøge at skrive om kinesisk filosofi. Det bliver fantastisk. Jeg vil være konsulent inden for forståelse af Kina. Ingen kommer til at skyde igennem mig. Jeg har endda diskuteret det med min studievejleder. Uha, hvor det går. Så tager man lige pludselig ansvar for sin fremtid. Jeg overvejer at ansøge om studieophold i Kina på min kandidat. Og når jeg får et job, vil jeg spare op til at kunne rejse derned igen. Men det sjove er så også, at netop på grund af Kina, er jeg totalt forberedt på, at jeg kan ændre mening lige pludselig og gå en helt anden vej. Det er intet problem. Livet ændrer sig og livet ændrer dig. Så om to år ser alt måske anderledes ud, fordi hvis et halvt år kan ændre dig så meget, hvad kan så ikke ske på to?
Jeg mødtes med Anna fra holdet her forleden. Vi fik snakket gamle minder igennem. Det var rart at tale med en, der havde været dernede med en. Pludselig følte man lidt mere, at det var sket og at det hele ikke bare var en del af ens fantasi.
Og en af mine lærere har rent faktisk skrevet. Det glædede mit dystre sind, som regnede med, jeg aldrig skulle høre fra dem igen. Jeg læser med stor misundelse det nye holds blogge, fordi de nu får lov til at lege med mine børn. Øv, altså. Det er mine børn D:<
Jeg er til gengæld blevet vildt nærrig. Jeg kan slet ikke overskue, hvor dyrt alting er. I Kina var tingene var ekstremt dyre, hvis de kostede over hundrede. Herhjemme koster det meste over femhundrede og så er det sgu billigt. Så jeg er holdt op med at købe ting. Hvilket jo kun er godt, når jeg skal leve af min su.
Folk omkring mig har da også sagt, at jeg er blevet en del mere positiv. Men det er svært andet. Livet er jo fuld af muligheder, man skal bare kaste sig ud i dem.
På en måde havde jeg haft et helt andet billede af den her blog. Mere struktureret, mere sej. Men jeg tror ikke, det bliver meget bedre. Dette er afslutningen på et stort kapitel af mit liv. På dengang jeg tog til Kina. Jeg håber, i alle har nydt at læse med. Jeg har i hvert fald nydt at skrive den. Og jeg har nydt at være af sted.
Over and out, Sophie.
Jah, i troede nok ikke, at i ville høre fra mig igen, men det har hele tiden været min mening at skrive om min Japan tur. Og da jeg var inde på Cathays facebookside i dag, opdagede jeg, at der var blevet linket til et par af mine blogindlæg, så jeg blev lige inspireret. Jeg burde ellers sove, for jeg er startet på universitetet igen.
Det skete, at jeg troede, at jeg skulle til Japan. På selve dagen tager jeg ud til havnen, men det viser sig, at de havde udsat afrejsen med en enkelt dag på grund af tyfonen. I bagkundskabens lys var det garantrisse en rigtig god beslutning, men jeg var en smule sur, da jeg tog tilbage til hostellet. Jeg havde virkelig glædet mig til at komme til Japan og jeg skulle i forvejen kun være der i 9 dage, så at det røg ned på 8, var jeg ikke udpræget begejstret for. Jeg vendte dog dagen til noget godt. Jeg bestilte et enkeltmandsværelse, købte noget god mad og fik en god nats søvn, så jeg var helt frisk til den næste dag.
Så søndag d. 14 august kom jeg endelig med færgen. Uden en yen på lommen. Men selvfølgelig kunne man da købe mad med yuan. Fordi det kan man jo med færger til Tyskland. Købe mad med kroner, altså. Det kunne man også godt, men personalet så lidt mærkeligt på mig og alle priserne var i yen på menukortet.
Jeg ved ikke, om det var på grund af jordskælvet i Japan eller tyfonen, men der var ikke mange mennesker med den færge. Måske… 30. Udover personalet. Jeg delte en otte-mandskahyt med en anden kvinde, som ikke talte et ord engelsk. Hun forsøgte sig med et forsigtigt ”nihao,” da jeg trådte ind i kahytten, som jeg selvfølgelig returnerede, men meget mere kommunikation blev det så heller ikke til.
Jeg spiste frokost, nudelsuppe, og nød ellers at være på færgen, hvilket jeg havde glædet mig til længe. Jeg læste lidt, spillede ds og den slags. Pludselig kunne jeg dog mærke, at jeg blev… meget dårlig. Jeg fik hevet mig hen til min kahyt, hvor min roomie allerede var krøbet i seng og så en kende småsløj ud. Jeg tænkte, at jeg da var en værre svækling, sådan at blive dårlig af sådan en småtterier bølger. Indtil det gik op for mig, at hele båden faktisk gyngede op og ned. Måtte løbe ud og kaste op. Ude på toilettet kunne jeg høre, at jeg ikke var den eneste derude med samme ærinde. Og da jeg vendte tilbage til kahytten, havde roomie kastet op i papirskurven XP Pludselig sejlede alting. Jeg prøvede at høre musik, men det blev jeg også dårlig af. Vi havde fjernsynet tændt for at distrahere os fra kvalmen. Heldigvis faldt jeg da i søvn og dagen efter var det næsten stilnet helt af, så jeg fik det meget bedre. Til min store lettelse, jeg troede virkelig, at jeg ikke ville overleve turen XD Jeg var dybt fascineret af det kinesiske program, vi så. Så vidt jeg kunne se, kørte det samme program med de samme skuespillere 24 timer i døgnet. Historien blev bare ved. Der var ingen rulletekster eller kendingsmelodi. Bare… konstant mærkeligt kinesisk drama. Jeg fik en mindeværdig god aftensmad, en slags oksekødgryde, som blev varmet under levende ild på bordet.
Tirsdag d. 9 august ankommer jeg så endelig til Japan. Cirka 1.5 time før ankomsttid, bliver vi alle tilkaldt til hoveddækket, bliver placeret i to lige lange køer og venter så ellers. Færgen satte til havn og ind kommer en deling af… jah, some kind of læger? Jeg ved det ikke. Men vi skulle altså have taget vores temperatur før vi måtte komme ind i Japan. Og tjekket vores adresse i Japan. Den slags. Da det så var overstået, skulle vi vente en time, før vi måtte gå ud, fordi færgen skulle jo først ankomme klokken ti, så… vi måtte ikke komme ud før. XP Jeg var fascineret af, hvor grundigt jeg blev tjekket i paskontrollen. Man skal som dansker ikke søge visum til Japan, så måske dobbelttjekker de lige en ekstra gang i forhold til kineserne, der altid har virket bedøvende ligeglade, imens deres øjne dovent gled over mit visum. Fingeraftryk og hele baduljen. Da jeg så kommer ud i tolden, ser jeg til min store rædsel, at alle tasker bliver åbnet og endevendt, plus en vagt går rundt med en narkohund. To andre udlændinge med en backpack lig min egen, fik hevet alt indholdet ud på båndet. Ikke at jeg havde noget at skjule, men jeg var efterhånden blevet ret god til at pakke rigtig mange ting ned i min taske, så kunne virkelig ikke overskue tanken om at de skulle have det hele ud.
Da jeg så kommer hen til båndet, ser den kvindelige toldbetjent på mine rejsepapirer og siger højt;
”Oh, you will live in Bonzai guest house?”
”Yes, yes I will.”
”Oh, very good.”
Hendes begejstring kom en smule bag på mig. Så beder hun mig om at åbne min håndtaske, som hun lige kigger lidt i og spørger mig så, om jeg ryger, hvilket jeg jo kunne sige nej til… Og så lod hun mig gå. Uden at tage alle mine ting ud. Og jeg har ingen som helst anelse om, hvorfor jeg slap XD
Nåh, men jeg kommer til metrostationen uden problemer og jeg har selvfølgelig printet en rutevejledning ud. Hvad jeg dog opdager er, at i modsætning til i Kina, så er der ikke hæveautomater nogen som helst steder. Så jeg kan ikke rigtig komme med metroen. Jeg går lidt forvirret rundt, indtil jeg støder på to ældre damer, der talte lidt engelsk og de fik peget mig i retning af en bank. Et kvarter væk fra metro-stationen. De tilbød endda, at jeg kunne lade min taske stå hos dem, men… lidt mistroisk er jeg nu af natur. Af sted til banken, som jeg finder. Og efterhånden bliver jeg præsenteret for den japanske høflighed, for hver gang jeg går ind et sted, bliver der sagt goddag og velkommen og jeg skal komme efter dig, imens der bliver bukket ved hvert eneste ord. Og jeg bukker automatisk igen, hvilket resulterer i endnu et buk og sådan kan man jo så blive ved. Beklageligvis viser det sig, at man ikke kunne hæve med visa i banken, kun kinesiske udenlandske kort der, men de henviste mig til gengæld til posthuset, som jeg sidenhen læste mig til, var der man hæver som udlænding. Posthuset… og seveneleven. Tilbage til metro-stationen og så forsøge at købe en billet. Hvilket viste sig at være en svær opgave, fordi japanerne kan… om end muligt, endnu dårligere engelsk end kineserne. Og hvor jeg trods alt var vant til, at det kinesiske for det meste stod med vores bogstaver, er alting i Japan skrevet med japanske tegn. Så bare det at finde min station viste sig at være en smule svært. Heldigvis for mig, genkendte en kinesisk familie fra færgen mig og viste mig, hvordan jeg gjorde. Og priserne er en smule dyrere i Japan. 12 kroner for en metrotur. Blasfemi. Nej, i Kina, hvor jeg kommer fra, koster det kun 2 kroner, nåh.
Mit hostel var godt valgt, for det lå lige ved siden af en central metro-station, uden at være for central. Personalet var utrolig venligt og jeg fik både lov til at låne et kort og en strømomformer uden at skulle ligge depositum. De hjalp mig også med at printe en rutevejledning til Den Kinesiske ambassade. Jeg var en smule mat efter min rejse, så dagen blev brugt på et besøg i supermarkedet (Japansk supermarked for the win), skype med familien, der ikke havde hørt fra mig i et par uger og så fik jeg købt en bento, en japansk madpakke med ris og dybstegt svinekotelet, i en forretning i nærheden. Ydermere blev jeg forelsket i deres drikke-maskiner. For på alle japanske gadehjørner kan man trække alverdens drikkevare i automater for færre penge end i supermarkedet. Den efterfølgende dag købte jeg… fem drinks eller sådan noget, af ren entusiasme over denne nye ting i mit liv.
En ting der dog var en smule mærkeligt, var hvor dødt der blev om aftenen. I Kina sidder folk udenfor, snakker, spiller spil, danser helt til 24-01 om aftenen. Men i Japan, medmindre man selvfølgelig finder nogle af de store nattegader, var der helt dødt i beboelsesområderne allerede ved sekstiden.
Onsdag skulle jeg selvfølgelig først på Den kinesiske ambassade for at få et visum tilbage til Kina. Jeg havde været lidt nervøs for det og havde printet alverdens bilag ud, såsom flybilletter og mine cathay-future ting. I sidste ende ville de ikke have noget af det, bare ansøgningen, mit pas, et billede og et print af mit Japan-visum, som jeg fik da jeg kom ind i landet. Jeg havde en smule svært ved at finde ambassaden, da japanske gadenavne åbenbart henfører til hele områder af sidegader og at man skal kunne bruge nummeret efter gadenavnet til at finde den rigtige gade. Heldigvis kunne en politimand pege mig i den rigtige retning. Hvis nogle vil gøre det samme som mig, så kunne jeg få det efter to nætter for ekspres, men ellers vil det tage de sædvanlige fire arbejdsdage.
Derefter skulle jeg være kulturel. Jeg tog ud til Osaka akvarium (Kæft, hvor kulturelt) og så på delfiner, skildpadder, flodmarsvin og diverse andre fisk. Også en stor, prikket haj, der hed… en hvalhaj, tror jeg. Det var i hvert fald deres pragtstykke. Jeg kunne godt lide deres rokker. Jeg spiste frokost, hvilket var svært at skaffe, for i Japan har de sjældent billeder af maden i deres menukort og jeg kan ikke slå japanske tegn op, men et sted fik jeg da peget på et billede og spiste noget… som jeg faktisk ikke helt ved, hvad var… Det var en slags… dejklump med æg og nudler. Jeg fodrede noget af den til en forbipasserende kat, som jeg blev ganske gode venner med.
Efterfølgende var jeg oppe i sådan et pariserhjul. Alle fik taget et turistbillede inden man skulle op, som de fremkaldte imens man kørte rundt og så bagefter kunne man vælge, om man ville have det. Der var intet problem i at sige nej, så jeg synes, det var en smule dårlig forretning XP Jeg endte dagen af med at tage i Osakaslot,. Det var en flot park med voldgrave og det hele. Og så var der en flot udsigt fra toppen af slottet, som er en genopbygning af noget tidligere. Om aftenen spiste jeg bento igen XD men denne gang med blandet frituresteg.
Torsdag skulle jeg prøve SPA-WORLD, som er… jah. En stor badeanstalt. Der var indendørsbade og udendørsbade. Dampbad, sauna og en svømmehal. Det var ret lækkert, specielt når man var kommet over den første pinlighed ved at rende nøgen rundt blandt en masse japanere. Men jeg holdt ikke mere end to timer, så havde jeg mistet interessen. Jeg troede, det kostede 3000 yen, men endte med kun at betale 1000. Endnu engang ved jeg ikke hvorfor, for alting stod på japansk. Jeg fik dog en engelsk vejledning i, hvordan man brugte badet. Og hvor tingene lå. Om aftenen tog jeg på onomiyaki restaurant, som er en specialitet i Osaka. Det er en slagt pandekage-pizza-dej-ting, som man selv steger på en plade i midten af bordet. Tjeneren kunne heldigvis lidt engelsk, for kunne ikke læse menukortet, men… en kæmpe hjælp var han ikke ligefrem. Han fik forklaret mig, at de ikke serverede oksekød, selvom jeg kunne få det på første side, men de serverede det ikke XP Og så prøvede jeg med svinekød, hvilket jeg så skulle sammensætte med flere ting fra menuen og han læste kun kartofler og porrer højt. Da jeg til sidst opgivende sagde kartofler og svinekød, så han meget tvivlende ud, så jeg bad ham give mig husets specialitet og så lyste han endelig op.
… Og selvfølgelig…. Selvfølgelig var deres specialitet okonomiyaki med… ål… Det var fint nok, men… XD Nu prøvede jeg jo at undgå fisk. Efter jeg havde spist halvdelen kommer tjeneren så hen for at spørge, om jeg havde skaldyrs allergi. Jeg ved ikke, det ville jeg nok have spurgt om, før jeg gik i gang med at spise. Heldigvis har jeg ikke skaldyrsallergi, så jeg overlevede denne omgang.
Fredag skulle jeg så endelig til Tokyo og mødes med mine veninder. Jeg skulle med det berømte Shinkansen bullet train, som er Japans svar på toget, der kører fra Tianjin til Beijing. Først hentede jeg mit visum og så af sted. Jeg købte en lille sandwichbox i toget. Japanerne skærer skorperne af deres sandwichs! Det er fantastisk! Jeg mødtes med Abena og Sørine på Best Hotel efter at have rendt lidt rundt og fået hjælp af en japaner, der begyndte at tale tysk til mig. Og dagen skulle selvfølgelig ikke spildes, så vi tog ud til Akihabara, hvor jeg blev præsenteret for den japanske nørd-kultur.
Først var vi på en maid-cafe. Servitricerne render rundt i stuepigeuniformer, taler med highpitch stemmer og får dig til at sige små remser og danne hjerte med hænderne, før du spiser. En fyr bestilte en flaske champagne til sig selv og så begyndte det helt store diskolys, plus at de havde en lille scene, hvor de begyndte at sige en masse. Og morsomt nok ankom en gruppe danske drenge, da vi skulle gå XD LOL! Ydermere var vi i adskillige figur, anime og manga-forretninger. Og en enkelt pornoforretning. Yaaaaay. Vi prøvede at finde et sted at spise, men der vi gik ind, var tjeneren ret ubehøvlet og vi endte med at gå. Hvilket resulterede i, at Abena og jeg tog på en kinesisk restaurant XD VED ET UHELD, GODDAMMIT. Men jeg fik min æg, svampe ret fra Kina i Japan-style. Største forskel værende, at de havde proppet bacon i stedet for kylling i. Vi fik også et par drinks, men det var ret stille og roligt.
Til dem der ikke ved det, så vandt Abena og Sørine udtagelsen til verdensmesterskaberne i cosplay i Japan. De var de danske repræsentanter 2011. Da vi mødtes, havde de lige overstået konkurrencen. Lørdag skulle vi til den største manga/anime convention i Japan, men vi skulle lige mødes med nogle af de andre repræsentanter, som de var blevet venner med undervejs. Connen var skuffende. Ufattelig mange japanere. Cosplayområdet var et græsområde, hvor folk kunne stå og få taget billeder af sig. Og så var det meste af connen så ellers et doujinshi område med fanfictions. Vi gik ret hurtigt. Pigerne havde fået mig med til cosplaymesterskabets afslutningsmiddag, så det skulle vi til om aftenen. Derfor tog Sørine og jeg på shoppetur, hvilket resulterede i et nyt outfit til Sørine og ingenting til mig. Vi spiste endnu engang på noget kinesisk-inspireret, for det var et hot-pot sted med fri bar. Alle de andre hold blev virkelig fulde, men vi danskere er åbenbart vant til det >_<
Vi havde været så heldige, at middagen blev holdt i det område, som vi boede i. Men åbenbart var det også det farligste område i hele Japan XD Japans svar på Istedgade! Det forklarede så alle de hosts, der rendte rundt. Smukke, japanske mænd med håret sat op i de mest vandvittige frisurer, som prøvede at lokke kvinder med sig ind på deres barer. Bortset fra det, er alt jo så relativt. Der var altid fuldt af mennesker, så jeg følte mig ikke ligefrem truet ^^; Vi tog et par drinks med en af arrangørerne bag World cosplay summit (som det jo kaldes) og så hjem igen.
Søndag shoppede vi! Flere nørdeting! Og tøj! XD Blandt andet sammen med team Australien og det hele. Og så var jeg ude om aftenen, hvor jeg spiste sushi og sang karaoke. Det var sjovt.
Mandag skulle vi i Disneyland sea! Oprindeligt ville vi være kommet rigtig tidligt, fordi billetterne åbenbart kan blive udsolgt og vi havde ikke bestilt på forhånd. Men selvfølgelig sov vi for længe og var først derude hen af halv tolv tiden XP Men man skulle med et disneytog for at komme det sidste stykke :3 Køen var så også rigtig lang. Og man skulle stå ude i solen det meste af tiden. Heldigvis havde jeg lært et og andet fra kineserne, så jeg havde en paraply med til at skærme os. Jeg har ikke nævnt det før, men Japan var varmere i Kina. Det troede jeg heller ikke kunne lade sig gøre. Efterhånden som vi kom længere ind i køen, forsvandt den bag os, til stor irritation for os. Vi tænkte, at det måtte have været det dummeste tidspunkt, vi kom. Indtil vi opdagede, at der stod, at der var udsolgt. UDSOLGT. De eneste andre i køen, var folk med forudbestilte billetter D: Nåh, men vi besluttede at blive og se, om vi kunne komme ind i det normale Disney land i stedet. Da vi kommer hen til billetlugen, gik det dog en smule anderledes. Damen spørger, om vi vil have tre billetter til Disneyland sea og vi siger selvfølgelig jah, Hvilket vi så får. Og så kunne vi bare gå ind… Selvom der var udsolgt. VED VIRKELIG IKKE, HVAD DER SKETE. Jeg tror, det var fordi, vi var udlændinge. Jeg kan ikke forklare det på andre måder.
Nåh, men køerne var horrible. Der var mellem en og tre timers ventetid på alle forlystelserne. Og horrible køer selv til popkorn-boderne. Vi fik milk-tea popkorn X3 De var i alle mulige forskellige smage som lakrids og jordbær spredt ud over Disney land sea. Omgivelserne var flotte. Vi var i Aladdins verden, Den lille havfrues verden, Indiana Jones verden, noget Italiensk gejl og Rejsen til Jordens indre. Vi prøvede en højst besynderlig vandforlystelse, hvor man sad i en slags rund ”båd”, sejlede lidt frem, drejede rundt, sejlede lidt tilbage og drejede rundt. Det tog os en time at nå derhen og det var overstået på under et minut. Og så spiste vi frokost i Ariels verden.
Og lad mig nu gennemgå de tre forlystelser, vi hver især valgte. For det beskriver en del om os som mennesker.
Abena var den første, der fik lov at vælge. Det var en live-optræden af Under the sea og vi havde ikke de store forventninger til det. Køen var ikke forfærdelig lang, en halv time. Og vi fik endda en lille skærm, som oversatte showet for os 😀 Og det viste sig at være bare fantastisk. Ariel hang i en snor, så hun svømmede rundt i lokalet. De havde de flotteste fisk, blæksprutter og tang, der også sejlede rundt med mennesker bag oppe omkring loftet. Det bedste var en kæmpemæssig Ursula, der var elektronisk. Og så fik vi latterkramper af en mand klædt ud som søstjerne, der dansede random rundt. Desuden var sangene på engelsk, så det var et gladelig gensyn. Så Abenas var all-around en god oplevelse.
Sørine ville så gerne prøve deres rutschebane med loop. Vi havde lige spist, så humøret var højt og den lille havfrue-showet havde givet masser af inspiration til kommende cosplay-shows. Køen var så også to timer lang, så snakkes skulle der for at kunne holde det ud. Vi ventede og ventede. Og da vi endelig kom frem… Jah… Det var en meget kort tur. Og et meget lille loop. Dæmonen i tivoli var bedre. Så vi var… en smule skuffede. Selvom forventningerne havde været meget høje til dette mesterværk, som vi troede både indeholdt en historie, ild, vand, røg og flere minutters underholdning.
Til sidst kom mit ønske. Jeg havde flere gange på dagen nævnt det her show, som blev vist om aftenen, jeg ret gerne ville se, men der var blevet trukket lidt på skulderne over det. Vi havde besluttet at min tur så skulle være en forlystelse ind til jordens indre, men det var sent og der var to timers ventetid. Der var fem minutter til mit shows begyndelse, så de andre gik med til at lige smutte forbi og hvis det ikke var noget, kunne vi gå hjem. Da vi kom ned til pladsen omkring søen, hvor det foregik, vrimlede det med mennesker. Sørine synes det var fjollet og mente, det var massehysteri, for der var jo tydeligvis ikke noget på søen og der var jo ikke nogen scene. Efter lidt overtalelse fik jeg hende dog til at blive der de sidste tre minutter og vente. Og præcis klokken tolv gik et kæmpe show i gang. Et bjerg voksede frem fra søen fuldstændig oplyst og Mickey Mouse stod på toppen. Der var fyrværkeri, røg, glimmer, alting. De viste klip fra disneyfilm på selve bjerget og både med store balloner, hvori klippene også blev vist, sejlede omkring. Disneyprinser og prinsesser dansede rundt på bådene og der blev pustet en kæmpemæssig drage fra tornerose op midt i det hele, som spyede ild. Det var fuldstændig utroligt. Og bagefter var der en smule ydmyghed overfor mig, der sådan havde en god intuition og alt muligt. Så… Ingen forventninger overhovedet, men en fantastisk og overraskende oplevelse.
Og hvad det så siger om os som mennesker, kan i jo selv tygge lidt på.
Vi købte bare junk i 7-11 til aftensmad og så ellers i seng. Jeg var blevet rigtig glad for onigiri og kold mælkete XD Troede jeg aldrig skulle ske. Risboller og kold te med mælk og sukker.
Tirsdag var dagen for min hjemrejse. Vi spiste morgenmad på McDonald’s XD Og så tog jeg til lufthavnen. Jeg skulle med China eastern og der var ingen problemer. Servicen var god. Jeg fik et fantastisk måltid i flyet med sushi, ris plus svinekød, frugt, kage, nudler og drikkevarer. Det eneste, jeg var sur over, var at de sluttede filmen fem minutter inden, den var slut D: Fordi vi skulle lande. Turen var kun på 3 timer. Jeg skulle skifte i Shenyang, hvor turen så gik til Beijing. Da jeg sad i lufthavnen og ventede på flyet, satte en lille dreng sig ved siden af mig og kiggede på, at jeg spillede ds. Det var sødt og jeg savnede mine egne børn fra Cathay. I flyet faldt jeg i snak med nogle amerikanere fra Texas. Vi fik pølsehorn, men jeg var allerede mæt efter det første måltid D: Den ene amerikaner blev så glad for mig, at han sagde:
”Take care, babe”
Da vi sagde farvel. Med rigtig fed Texas accent XD Det var smukt. Så tog jeg en bus til Beijing South, hvor jeg skulle have toget til Tianjin. Og jeg mødtes med Marie plus Mathilde, der havde været på endagstur til Beijing. Det var dejligt at se dem igen.
Jah, det er så det længste indlæg indtil nu. Seks sider. Men det var vigtigt for mig lige at få skrevet Japan-turen ned også, selvom jeg jo skulle hjem. Jeg regner med lige at skrive to indlæg til, et om de sidste dage i Kina og så et afsluttende om at være tilbage i Danmark igen. De bliver på ingen måde ligeså lange og ærligt regner jeg heller ikke med, at i læser det her. Men så har jeg det til engang om tyve år ^^
Faktisk handler det kun om familiens tur til Kina, men i ved, hvor meget jeg elsker en god overskrift. Så vær forberedt på den berygtede Wall of text, for der skal dækkes mange dage. Far glæder sig til at læse om sig selv.
Jeg vil beskrive det dag for dag. Der skete nemlig en hel masse.
Den tredje juli ankom den kære familie til Beijing lufthavn. Arrangeret så smukt, at jeg skulle komme hele vejen fra Tianjin for at hente dem, hvorefter jeg skulle tage med dem tilbage til Tianjin. Jeg tog af sted godt og vel en 3.5 timers tid inden flyets ankomsttid, men endte med at være der tyve minutter efter. Hovedsageligt fordi jeg ikke syntes terminal tre så rigtig ud, så jeg tog fly-metroen til terminal to, hvilket var forkert og desværre kører metroen ikke tilbage til terminal tre, så jeg måtte tage en bus. Heldigvis ankom familien først en time senere. Hvilket var normal procedure, fortalte vores kinesiske kontaktperson Ken, mig. Rejseselskabet havde sørget for bil til Beijing south togstation og havde købt billetter til lyntoget. Bare først cirka 16,30, så vi skulle vente en tre timers tid på toget ^^;
Men glæden var stor. Jeg hoppede op i luften, da jeg så dem og vi ankom godt til Tianjin. Bortset fra den dumme taxi-chauffør, der kørte en omvej fra stationen til hotellet. Pludselig var man jo blevet turist, fordi man havde hele familien på besøg. Sunny havde været så venlig at hjælpe med at booke hotellet, hvilket resulterede i, at vi ikke behøvede at tjekke rigtig ind. Vi fik bare nøglekort og skulle betale et depositum uden videre problemer. Heldigt for os, at Sunny havde snakket med dem, for de talte ikke et ord engelsk.
Aftenen blev brugt på at spise dumplings, se min lejlighed og slæbe al min bagage tilbage til hotellet. Jeg har åbenbart fordoblet min baggage siden jeg ankom, for selvom jeg havde pakket halvdelen i min backpack, så var der alligevel så meget i den kuffert, far og mor skulle slæbe hjem, at vi måtte købe en lille taske, jeg kunne pakke noget af det ned i og tage med hjem selv om en måneds tid. Jeg ved ikke, hvor al det møg kommer fra.
Den fjerde, mandag, slæbte jeg dem op i tv-tårnet og så videre på Bing shang dao, shopping gaden. Jeg prøvede at vise mine smukke kinesisk kundskaber ved stolt at sige det til taxi-chafføren uden brug af kinesisk skrevne sedler. Hun fattede hat. Hun kørte i den stik-modsatte retning og blev ved med at sige noget, jeg på ingen måde syntes lød som det, jeg sagde. Jeg prøvede derefter at forklare hende at vi skulle shoppe og da jeg havde gentaget Bing shang dao ti gange, forstod hun endelig, hvor jeg ville hen og grinte stort. Resten af turen fik jeg en kort lektion i kinesisk udtale. Tror ikke, at familien var specielt imponeret. Men frem kom vi da. Vi så også den katolske kirke og mor prøvede at give et bidrag i forslagskassen. Anna har desuden fortalt, at jeg har beskrevet sushi stedet flere gange end hun kan tælle på en hånd og nu nævner jeg det igen, thi det var der, vi spiste sushi. Far fik bøf. XD
Tirsdag var vi på Ancient culture street. DEN RIGTIGE! Og jeg kan afsløre, at det har været den forkerte, holdet har været på indtil nu. Den rigtige var faktisk ret imponerende, så det var jeg glad for at se. Om formiddagen besøgte vi skolen og Sunny viste os rundt. Jeg var ved at begynde at græde, da jeg hilste på mine klasser igen. I klasse fem løb de alle sammen hen til mig i et kæmpemæssigt gruppeknus og en af pigerne så på mig med glasklare øjne, for derefter at sige ”I love you, Sophie.” Not fair. Not fair at all. Lærerne nede i babyclass fik børnene til at komme hen og give mor knus. Selvom de så en kende rædselsslagne ud. Om aftenen tog vi i Van guard for at spise og jeg fremviste stolt det kinesiske svar på Bilka. Kathrine var mere interesseret i dvd-butikken, hvor hun opdagede, at de havde en afdeling med japanske dramaer med engelske undertekster. Resten af turen så vi Operation love hver aften før sengetid XD
Onsdag var sidste dag i Tianjin. Jeg hev først familien ud til Tianjins største tempel og derefter Dafutong, et gademarked. Efterfølgende tog vi hjem for at slappe af og forberede os på bådturen, som flere kinesere havde anbefalet. Desværre for os kunne taxi-chaufføren vist ikke forstå Sunny’s kinesiske note, så vi endte ikke ved Italien district, som jeg havde håbet. Derfor endte vi med at tage hjem bagefter og spise aftensmad på mc-donalds i bedste Kaiba-stil XP
Torsdag blev brugt på at tage Beijing. Jeg sagde farvel til Tianjin og tænkte på, at jeg først ville komme tilbage dertil om seks ugers tid for derefter at skulle sige farvel helt. Jeg skulle også opdage, at så snart du bevæger dig væk fra Ping shang dao, er der åbenbart ingen, der vil køre dig til togstationen. Jeg prøvede endnu engang at tale kinesisk, men selv da jeg viste ordet for tog i ordbogen, rystede alle taxi-chaufførerne på hovedet og kørte væk. Til sidst fandt jeg dog en, der med stor entusiasme trak i luften og sagde ”FUT FUUUUT.”, hvilket jeg godtog som betydende tog. Og jah. Jeg fik transporteret hele familien, tre kufferter og min rygsæk til togstationen. Heldigvis stod Ken parat i Beijing med bil, der kørte os til vores dejlige luksushotel med vestlig og kinesisk morgenmadsbuffet. Vi gik lidt rundt i området, men besluttede os for at spise på hotellet, hvor der var absolut ingen mennesker (Dårligt tegn i Kina, spis altid der, hvor der er stoppet med kinesere) Tjenerne forsøgte med stor iver at få os til at vælge buffeten, men vi (kathrine) sagde ala carte og jeg bestilte lækker mad til mig plus Kathrine. Far ville hellere have sin egen mad og mor ville have fisk. Der smagte af koriander.
Fredag startede med, at vi gerne ville til den forbudte by. På gå-ben. Jeg ville gerne finde en metro, men det skulle siden vise sig, at den lå tyve minutter væk fra hotellet. Det skulle åbenbart være lettest bare at gå til Tianmen square. Hvis man altså kender vejen. Først rendte vi lidt rundt. Så gik vi tilbage til hotellet for at spørge, hvor far erkendte, at hotel-personalet talte meget dårligt engelsk. Så ville vi tage taxi, men de gad ikke stoppe. Og så fandt vi endelig en vej på kortet, som vi begyndte at følge. Lang historie kort, så endte vi først på Tianmen square omkring klokken halv tre, for vi fandt en masse spændende gader og et kaligrafi-galleri, hvor jeg købte et stempel med mit kinesiske navn. Da vi drak kaffe på Kentucky fried chicken, thi forældrene har hele vejen igennem insisteret på, at de er for gamle til at rende rundt 24/7 som mig, opdagede jeg, at man kun kunne se Mao fra 8-12 og den forbudte by lukkede klokken fire. Fødderne var ømme, humøret lavt, men til sidst foreslog jeg, at vi tog i Beijing zoo, for de lukkede først klokken 19. Vi tog derud, hvor vi fik set panda-unger ❤ Desværre blev de fleste af dyrene lukket ned klokken 17. Og vi rendte rundt i 1.5 time, hvor det kun lykkedes os at finde nogle høns, nogle aber og nogle halvdøde ulve. Til gengæld så vi et interessant øko-system i et af burerne, hvor gibbon-aber, kaniner, kyllinger og en hane levede i fred og fordragelighed. Om aftenen spiste vi på en nærliggende restaurant, hvor de først lod som om, at de talte engelsk, men først forstod, at vi skulle have en cola, da jeg forsøgte at sige det på kinesisk. Og så tillod de sig endda at grine af min udtale.
Lørdag undersøgte vi på forhånd, hvornår tingene åbnede og startede ud med at se formand Mao. Vi ventede i kø cirka i en times tid for at se på Mao omkring to minutter. Far tog tid. Så tog vi videre til silkemarkedet, hvor Kathrine og jeg fik taget mål til to kinesiske kjoler hos dem, jeg købte mit jakkesæt af. Jeg tror, sælgeren ikke var udpræget glad for at se mig, da kjolernes startpris normalt er 1200 pr styk og jeg kunne presse det ned til 1350 for to, siden jeg huskede den pris, Mathilde fik det for. Den aften spise vi hotpot, hvor en tjener ville hjælpe os så meget, at hun blev sur, når de andre tjenere kom for at hjælpe. Vi så en mandlig tjener, der stoppede op ved vores bord for at ”tjekke sin mobiltelefon”. Og da vi gik, kunne vi høre dem alle sammen grine bag os.
Søndag tog vi i et antikmarked, jeg havde fundet i mors Turen går til Kina. Far var ovenud lykkelig og vi endte med at bruge hele dagen der. Desværre blev han også snydt et par gange af sælgerne, men endte med at gøre et rigtig godt køb til sidst. Vores fødder var efterhånden ødelagte, så vi var ikke helt så begejstrede for at traske rundt. Vi smuttede lige forbi silkemarkedet for at prøve vores kjoler, som skulle syes lidt om og spiste aftensmad på en restaurant tæt på hotellet, hvor de serverede hjemlige ting som sursødsovs og friturestegt fisk.
Mandag skulle vi endelig på den planlagte tur til muren. Vi havde privat guide og chauffør o.O Guiden var rigtig sød. Hun talte godt engelsk og fortalte lidt om, at hun gerne ville studere i England. Vi startede ud på muren, hvor vi blev sendt ud for at vandre alene en to timers tid. Vi kravlede hele vejen op af den reparerede del og rendte også lidt rundt på noget originalmur. Vi fulgtes en del af vejen med nogle kinesere, der blev så glade for os, at de sendte deres børn hen til os med friske nektariner. Stakkels unger XD Da vi først havde taget imod dem, skulle de alle sammen give os. Kinesere er så hyggelige. Efterfølgende kørte guiden os ud til en lille landsby, hvor vi skulle spise hos lederen o.O Far anede ikke, at det var en del af turen. Vi fik lov til at køre med en lastbil og alt muligt. Vi blev også vist rundt i byen og fik set et rigtig kinesisk hjem, som bestod af et køkken og et soveværelsestuealrum. Meget primitivt og fascinerende. Kun de gamle og børnene var til stede, for alle de unge tager hver dag til Beijing og Tianjin for at arbejde. Den aften spiste vi buffeten på hotellet. Den var dårligere end den, jeg fik på skolen. Så er alt sagt. Jeg havde vist fået lidt for meget øl, for jeg græd næsten af grin over, hvor ringe den var XD
Tirsdag tog vi i sommerpaladset, hvilket alle vist endte med at være lidt skuffede over. Der var utrolig mange turister, så der var lidt svært rigtig at føle stemningen. Vi tog en sejltur, hvilket var turens højdepunkt og så tog vi ud til en akrobatshow, som guiden fra dagen før havde hjulpet os med at booke. Hun kom endda ud og gav os billetterne ved showet, hvilket var ufattelig god service, for hun blev ikke betalt for det. Showet var… Interessant. XD Det var sædvanlig akrobatik, kombineret med meget interessante kinesiske tilføjelser. Kostumer, show og et forsøg på at overdramatiserer det hele. Det varede kun en time D: Men var da underholdt. Vi tog til silkemarkedet for at hente kjolerne og endte med at spise på en vestlig restaurant, hvor vi fik bøf XD Det var himmelsk.
Onsdag, den sidste dag, var alle vist lidt deprimerede. Og trætte. For jeg havde kørt os hårdt med metro og mange seværdigheder. Vi kom endelig i den forbudte by og sluttede af med Lama-templet, hvor verdens største Buddha gemmer sig. Far gik hele gaden tynd efter en klokke, men fandt ingen. Vi spiste pekingand på en meget berømt restaurant. Selv skulle vi kun vente en halv time på at få plads, men da vi kom ud, sad folk og ventede i kø på gaden. Kathrine og jeg sluttede af med at se Fedtmule og søn.
Torsdag rejste de, en smule udmattede. Jeg tog imod Anna i lufthavnen tre kvarter efter, de havde tjekket ind. Så det næste blogindlæg kommer til at handle om vores eskapader. Det skal nok blive rigtig morsomt.
Og jeg har købt en chinchin!
Min blog-interesse døde lidt, fordi jeg skulle skrive indlægget om Xian-turen og så kunne jeg ikke rigtig få mig taget sammen til at skrive noget hverdagsagtigt. Det er ellers almindelig viden, at hvis du ikke kan finde ud af en opgave, bør du lægge den fra dig og så arbejde videre på en anden, fordi du i din underbevidsthed stadigvæk tænker over den første. Pludselig vil du finde en løsning eller få inspiration.
Men den slags fungerer jo ikke for os stædige mennesker. XD
Okay, lad mig se, hvad jeg kan huske X3
Vi vidste jo, at der efter Xian-turen ikke ville komme flere miniferier, så nu havde vi bare en masse uger med uafbrudt arbejde foran os. Woohoo ^^; Men der er da heldigvis sket lidt for mig.
Det første, jeg kan huske, var endnu en awesome shoppetur, jeg tog på XD Nej, jeg har ikke råd, men jeg kunne bare ikke slå den nederdel, jeg ikke købte, sidst jeg var af sted, ud af hovedet, så jeg var nødt til at smutte ind og købe den alligevel. Marie og jeg troede ellers, løbet var kørt, for efter to uger… var den slet ikke at finde i forretningen ._. Heldigvis kom en af de usigeligt mange butiksmedhjælpere os da til hjælp. Normalt forpester de din tilværelse, ved at rende efter dig, så snart du kommer ind i forretningen. Hvis du ikke selv udvælger noget tøj, vil de efterhånden selv finde noget, de synes, ville klæde dig, oftest ting meget heftigt inspireret af Amerika. Fordi vi hvide må jo nødvendigvis elske alt påklistret det amerikanske flag XP Men han spurgte, hvad vi ledte efter og vi pegede på en cowboynederdel, vi ville bare have den længere. Hvorefter han fandt et par jeans… Vi prøvede så at forklare, at det var det rigtige stof, men… forkerte ting. Han suser derfor af sted efter… En sort nederdel. Rigtig form, forkert materiale. Hvorefter han selvfølgelig vender tilbage til udgangspunktet. En cowboynederdel igen, men… en smuuule for kort. Heldigvis var der en af de andre ekspedienter, der vist nok havde gennemskuet mønsteret, fordi hun forsvandt ud i baglokalet og kom tilbage med… min nederdel :’D Der efter en prøvning sad ligeså godt som første gang. Marie ville dog hurtigt videre XD For imens jeg var inde og prøve, blev de, efterhånden nu tre butiksmedhjælpere, sociale og begyndte at kigge i hendes poser XD
Ydermere var vi ude og spise sushi, plus på starbucks X3 Så det var en dejlig søndag.
Det næste spændende, der skete, var min planlagte middag med den 30-årige-engelsktalende kvinde fra mit kaligrafihold. Den efterfølgende søndag, skulle jeg mødes med hende og hendes datter Cindy. Hun var utrolig charmerende af sine seks år og faktisk ret god til engelsk. Ikke at vi kunne tale sammen, men… hun virkede som om, hun havde en god forståelse for de ting, hun rent faktisk kunne sige. Vi kørte ud til et storcenter med bus og til at begynde med, insisterede de på, at vi skulle i supermarkedet for at købe frugt. Jeg anede ikke rigtig hvorfor, men efter et stykke tid udvalgte jeg mig en melon. Og fandt så ud af, at det var fordi, at hun ville betale… XD Kinesere har et eller andet med frugt, jeg skal vist også til at give lidt frugt ud. Derefter gik vi op for at spise. I Kina har de i storcentre sådan et interessant koncept med, at al maden er udstillet med plastik over og så kan du så vælge, den du vil have. Jeg fik nogle lækre ris med kylling. Imens Stella delte en tallerken med sin Cindy. De får mig til at føle mig som sådan en grovæder. Vi snakkede lidt om Danmark. Og om, at jeg ikke har en kæreste. Hvilket hun havde lidt svært ved at forstå. Jeg sagde, at jeg var ung og sagtens kunne nå det endnu. Men hun blev gift som 21-årig, så det var lidt.. XD Ellers snakkede vi også om, hvorfor jeg valgte at tage til Kina. Den slags. Jeg ville såmænd gerne høre om Kina, men jo mere man taler med en kineser, der taler engelsk, jo mere forstår du, at de faktisk ikke altid fanger, hvad det er, du siger. Så det er svært at få en samtale igen, det bliver snarere monolog. Og når jeg stiller spørgsmål, får jeg sjældent det svar, jeg havde forventet XD Da jeg spurgte Cindy, hvad hun lavede i sin fritid, sagde hun, at hun læste bøger… stræber XD Men den pige har heller ikke fritid. Hun går til ekstraengelsk, dans, sang, kaligrafi, alt muligt gejl, både søndag og lørdag. Og hvis jeg spørger, om de nogensinde har fri, forstår de hat. Stella spurgte endda, om hun skulle skaffe mig ekstraarbejde på en anden skole i weekenden, fordi jeg ikke arbejdede der. Godt nok kunne jeg godt bruge pengene og det ville da være meget sjovt, men… min weekend er mig meget dyrebar, så jeg takkede pænt nej. Vi sluttede af på Mcdonalds, hvor jeg fik to is… Jeg ved ikke hvorfor. Hun havde bare købt to til mig, og en til sig selv plus Cindy. Jeg pjattede lidt rundt med Cindy, hvortil det endte med, at Stella smilende sagde ”It’s like having two daugthers.” XD Lol. Så meget for, at jeg synes, jeg er moden og fornuftig.
I bussen på vej hjem, stod jeg bag en pige og hendes mor. Pigen sad og læste højt fra en engelsk bog, som lignede lidt dem, de har på Cathay. Efter et stykke tid går det op for hende, at der stod en hvid bagefter, for der blev virkelig gloet XD Hun spærrede øjnene helt op og begyndte at flå i sin mor, for at få hende til at kigge. Hun kunne ikke tage øjnene fra mig resten af turen. Jeg var ved at flække af grin XD
Den efterfølgende torsdag havde jeg kaligrafi igen, hvor Stella fortalte mig, at Cindy virkelig godt kunne lide mig. Hun havde sagt, at jeg var meget ”Gentle.” Det er et interessant ord fra en seks-årig. Hun havde fortalt sin far om mig og fortalt om al det kinesisk, jeg kunne. For eksempel ANJING, der betyder ti stille. Faren havde så venligt spurgt, hvad jeg ellers kunne sige, men det kunne Cindy så ikke huske XD Men Cindy synes, jeg skal hjem til dem og møde hele familien, hvilket nok betyder far. Lad os se, om det bliver til noget, men det er da meget sødt. Kaiba, børnenes ven.
I skolen begynder 1. juni efterhånden at nærme sig. I Kina betyder det Childrens day, hvilket betyder, at børnene er ved at forberede nogen danse-nummer-gejl. Alle klasser. Det indebærer så også, at jeg halvdelen af tiden dukker op til tomme klasser, fordi de ikke rigtig kan finde ud af at informere mig om det. Forleden dag, sad jeg og småpludrede med mine lærere, som jeg efterhånden er begyndt at tale rigtig godt med. En af mine lærere afslørede endda, at hun i starten ikke turde tale engelsk, fordi hun syntes, hun var så dårlig til det. XD Pludselig kommer Wendy fra klasse fire forbi, der er i gang med at male noget og da hun ser mig, udbryder hun ”Sophie, you are good at drawing.”
Jah, det kunne jeg ikke helt benægte. Så jeg bliver stukket alt muligt maling i hånden, som jeg skulle bruge til at redde, en mildest talt, hæslig vase, som hun havde påbegyndt på en kasse. Åh, jeg var så ”Kind”, den dag. Jeg endte med at bruge resten af eftermiddagen på at lege maler. Det viste sig, at det faktisk var Lily fra klasse seks projekt. Hun spurgte, om jeg ikke kunne blive efter arbejdstid og hjælpe med at lave det færdigt, hvilket jeg sagde ja til, for ærligt, så forfærdelig meget andet har jeg ikke at lave om aftenen i Kina. Hun blev så glad, at jeg helt spontant fik et kæmpe knus XD Jeg blev virkelig overrasket. Men jeg hyggede mig med at male blomster og klistre stof på. Og jeg fik meget ros af random lærere, der kom forbi, der ikke vidste, at det var mig, der havde lavet det. X3 Desuden var det morsomt at se lærerne fra de andres klassers ansigtsudtryk, da de opdagede, jeg var der, efter børnene var taget hjem XD Det var rart for en gangs skyld at opleve dem mere private og afslappede. Men det var tydeligt meget sjældent, at de udenlandske lærere blev efter arbejdstid og hjalp til. Det endte så med, at en kvinde, jeg ikke kendte, blev utålmodig, fordi jeg gav mig god tid og limede de sidste stofblomster på. Og så morede de sig med at sige engelske sætninger hele tiden. Lily og jeg prøvede at snakke lidt sammen. Om musik, film, fritid… og endnu engang min mangel på kæreste… pokker tag dem. Hun troede, danskere fik kærester meget tidlig. Men som jeg forklarede, beholder vi så også sjældent den første, vi får. Eller den anden. Eller den tredje XD Og så fik jeg forklaret hende, at jeg ikke bliver betalt for at arbejde der. Det er meget sjovt, at alle lærerne ikke bliver informeret om detaljerne omkring os. Det ville måske gøre det lidt lettere for begge parter. Hun inviterede mig ud for at spise hot pot :3 Lily’s engelsk er ikke super, så det lød lidt sådan her;
”You. Me. Food.”
Og så lige googletranslate XD
Her i mandags fik jeg så prøvet hot pot med Lily. Vi startede med at fråde resterne af en fødselsdagskage, børnene ikke havde spist op, sammen med nogle af de andre lærere XD Hun bestilte ellers to kæmpe menuer til os XP Endnu engang følte jeg mig som en grovæder, for Lily blev meget hurtigt mæt og kunne ikke spise op XD Hot pot er mere sjovt for oplevelsens skyld, end den egentlige smag. Grøntsagerne og kødet er ukrydret og det hele skal blandes op med peanutbutterdressing XD Men det er super morsomt at koge sin egen mad. Samtalen var lidt… ensidig. Jeg prøvede at sige noget, Lily forstod intet. Lily forsøgte at sige noget, jeg fattede nada. Men til sidst hev jeg hende med ind i en dvd/cd forretning, hvor jeg pegede på film hun skulle se og musik, hun skulle høre. Det var hyggeligt. Og overkom sprogbarrieren. Så forhåbentlig får hun set Moulin rouge nu XD
Jeg har også været i fjernsynet. Cathay future lejer os jo ud til diverse medier, når folk har brug for nogle hvide til nyhederne, reklamer og avisen. Jeg meldte mig frivilligt, til noget jeg troede var et interview. Men jeg skulle bare snakke frit til en taxi-chauffør, der kunne intet engelsk og havde trænet at sige ”Hello. Welcome to Tianjin. Where are you from?”, imens det blev filmet. Jeg gik ærligt, lidt i baglås, for de kunne ikke forklare mig, hvad indslaget handlede om, eller hvad, de egentlig skulle bruge mig til, så jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige. Men de brugte det åbenbart alligevel. For efter weekenden, kom lederen fra klasse fem hen og sagde, at hun havde set mig i nyhederne XD
I søndags arbejdede jeg ekstra. De havde brug for en i english center til ekstra-undervisning. Klasserne bestod ikke af mere end højst ni elever, så det endte med at være ganske hyggeligt. Nogle af dem kunne vist godt lide mig. Andre virkede mere eller mindre rædselsslagne de 40 minutter, timen varede. Men det er altså også svært at holde en time kørende så længe, når man ikke taler modersmålet. Da Wendy spurgte til min weekend og jeg fortalte om arbejdet, sagde hun. ”Oh, Sophie. You are so kind-hearted. You should travel alot around China and see lots of places.” … Hvor jeg var glad for rosen, var det en meget sær ting at sige XD
Becky, vores kinesisk lærer, fik den gode ide at hive os op til den klasse, hun underviser i engelsk. Så Marie og jeg sad i en time og blev udspurgt af kinesiske damer mellem 40 og 60 år XD Det var mega-grineren, og vi fik en masse telefonnumre med hjem på døtre og sønner, der talte engelsk. De ville gerne have os som familievenner. Og Marie ville de gerne gøre til en del af familien =D Jaja, om hun ville have en kinesisk kæreste? Vi var faktisk på Helens med en kineser ved navn Aslan. Yup, Aslan. Og hans ven X3 De var rigtig flinke, desværre anede vi ikke rigtigt, hvad vi skulle foretage os med dem, så vi introducerede dem til nogle danske druklege… Vi ved ikke rigtig, hvilket indtryk, vi gjorde på dem.
Alting er dog ikke lutter lagkage og glade dage. Jeg var lidt i tvivl, om jeg skulle skrive følgende, fordi jeg siger tit til mig selv, at jeg vidste, hvad jeg gik ind på, og jeg alligevel har lidt svært ved at kritisere kineserne direkte over min blog.
Det er bare nogen dage, at man føler sig så… magtesløs. Der er en lidt hyper dreng i klasse fem, som jeg har mistænkt for at være damp eller noget. Men han er sød, og han gør aldrig noget overlagt. En af de andre drenge havde prøvet at stjæle hans idrætsting, og da han gik til læreren, var det ham, der fik skæld ud. Han kom så til mig, men ville bare have mig til at holde ham i hånden. Og da vi stod på række, gemte han sig bag mine ben, fordi han var bange for den der dreng ;___; Jeg troede ellers, det var overstået, men åbenbart havde han provokeret rengøringslæreren, fordi hun hiver hans idrætsting ud af hænder på ham, kaster dem på jorden, og da han så gemmer sig bag mig, hiver hun ham ud af mine hænder.
… Der er jo intet jeg kan gøre. Det er et spørgsmål om mentalitet og jeg står i en meget dårlig situation, fordi jeg ikke taler kinesisk, så jeg kender ikke alle sagsakterne. Det… gør bare ondt indeni. Jeg kan ikke forstå, hvordan de kan gøre den slags mod børn. Det sker ofte, når lærerne er stressede eller det er meget varmt, at de skubber til børnene, slår dem over hovedet, skubber dem ned fra deres stole, hiver i deres arme og kaster med deres ting. Og jeg… selvom det lyder overdramatisk, græder lidt indeni, hver gang jeg ser det. Jeg bliver da også vred på børnene, forleden råbte jeg af dem på dansk, fordi jeg simpelthen ikke kan få dem til at tie stille. Og det er tydeligt, at de kun er stille i mine gode klasser, på grund af lærerne. Selvfølgelig skal de vide, når de går over stregen, feks. Når de sparker til mig eller råber i munden på hinanden eller når de får hinanden til at græde. Men… jeg tror ikke, man kan forstå den afmagt, jeg føler, hvis man ikke selv har stået i situationen, for jeg har ikke selv oplevet noget lignende.
Men jeg er jo også… kind og gentle og friendly og kind-hearted. Der er langt fra dystre, pessimistiske, skræmmende, kyniske Kaiba fra Bellahøj, ikke sandt?
Nåh, men muntrede mig selv op ved at tumle rundt hos mine 1-3 årige. Jeg havde dem siddende på mit skød, imens vi så tegnefilm. Og en fortalte mig, at hun i hvert fald ikke var bange for fyrværkeri X3 ”Wo bu pow hao!”
I ved… Den største grund til, at jeg gerne vil kunne kinesisk, er fordi jeg så gerne vil kunne forstå børnene. Men det kommer jeg ikke til i denne omgang X3 til gengæld er jeg så faldet til ro nu, at jeg faktisk er begyndt at træne mit kinesiske. Kineserne griner stadigvæk, når jeg prøver at tale det. Men de griner jo af alting.
Fik da fastslået på diskotek i fredags, at hvis jeg ville, kunne jeg få masser af klamme fyre i mit garn… Det giver mig stress. Hele den der scorings-mentalitet. Bare Mathilde og jeg bevægede os væk fra vores bord, blev vi praktisk talt overfaldet af mænd, der gerne ville danse XP Så er det jo godt, man har hinanden til at redde sig.
Men det var alt for denne gang. XD Haha, endnu en fire sider til jer.
Burde næsten have skrevet et indlæg i går, men nu får i altså kæmpe langt indlæg i dag i stedet.
Så det var ganske spændende at komme på arbejde i går, fordi vores rigtige skema principielt trådte i kraft og det tydeligvis virkede som om, at en del af lærerne troede, vi skulle starte med undervisningen, på trods af, at lederen har sagt, at vi først skal starte om en uge. Desuden skulle vi til et introduktionsmøde, hvor vi skulle høre om indlæringsstrategier.
Mødet skulle være foregået på engelsk, fordi vi var til stede, men endte faktisk med at være på kinesisk med enkelte sætninger som ”Where is the card?” og ”What is this?”. Hvor den første oplægsholder faktisk til dels fik os med, fordi hun demonstrerede legene, gik det da fuldstændig galt med den anden, der bare talte kinesisk ud i en lang køre, så selv vores oversætter gav op. Så det var jo… ganske lærerigt. Men principielt var deres lege bare ting som Simon siger, frugtsalat og huskespil. Vi har vores tvivl, om de yngre børn overhovedet vil få noget ud af dem. I hvert fald ikke, hvis vi skal forklare dem det. De vil gerne have os til at demonstrere legen med et barn, men det er virkelig svært. Hvilket jeg skulle opdage senere på dagen.
Min kærlighed for de kære små havde en smule nedtur. Da jeg kommer ind til min favorit klasse seks, siger den tilstedeværendelærer ”You teach” og sender børnene ind i det tilstødende lokale, lukker døren og går. Så jeg stod alene med tolv små fire-fem årige, der ikke fatter et ord af, hvad jeg siger. Jeg fik udleveret deres navneskilte til dem og fik så kæmpet mig igennem ”My name is” og deres respektive navn, men kun fordi jeg selv sagde hele sætningen med deres navn. Længere rækkede deres opmærksomhed ikke, før de begyndte at løbe rundt og kaste deres navneskilte op i luften -_- Jeg havde cirka fire børns opmærksomhed og prøvede at lære dem ”That is how you go around the mulberry bush”, men mine pædagoiske evner rækker endnu ikke til at lære dem nye ting. Heldigvis kom deres engelsklærer tilbage (Det var ikke hende, der efterlod mig alene med dem) og fik dem til at sætte sig ned. Hun fik dem til at synge nogen af de sange, de allerede kunne for mig, for på det tidspunkt, anede jeg ikke rigtig længere, hvad jeg foretog mig.
Heldigvis er engelsklæreren utrolig sød i klasse seks. Hun taler godt nok ikke engelsk, men vi klarer det meste kommunikation via google translate, hvor hun forklarede mig, at det vigtigste var kærligheden til børnene og at de bare skulle kunne lide mig. Hvis jeg sang og legede med dem, skulle jeg ikke bekymre mig om andet. Og jeg ikke skulle være så nervøs XD
I dag prøvede jeg at forklare lærerne, at jeg kun skulle observere den her uge. Og der var utrolig stor forskel på klasse fem og seks. I klasse fem satte jeg mig på en stol, blev præsenteret for eleverne og ellers sad hun bare med engelskbogen, hvor hun pegede på figurerne og fik børnene til at gentage dem. Til gengæld i klasse seks, besluttede engelsklæreren, at vi skulle undervise sammen. Så hun guidede mig igennem hele timen, gav mig billederne med ord på, og viste mig, hvordan jeg kunne hviske ordene, råbe dem og den slags. Vi legede med dem og sang samme, før vi sluttede af. Bagefter malede vi guldgrene sammen, da børnene holdt pause og jeg følte, at hun faktisk gerne ville mig, selvom vi ikke forstår hinanden. Men fik da forstået, at hendes far har den samme mobil som mig XD
Det er bare så underligt. Da jeg kom til klasse fire efter frokost i går, blev jeg sat til at pakke papkasser ind i farvestrålende papir. Hvilket en gammel lærer åbenbart fandt dybt fascinerende, fordi hun pegede på min kreative brug af to forskellige slags papir. Jeg kan aldrig finde ud af, om de bare er høflige eller om de synes, det er det værste møg, jeg har lavet.
Da jeg var i klasse fem i dag efter frokost, virkede det egentlig også som om, at en af de ikke-engelsktalende lærere efterhånden synes, det var mærkeligt, jeg var der. De havde anden undervisning der, så sad faktisk det meste af tiden og kiggede på dem. Den klasses ”gamle” lærer gav mig pludselig en klementin. Må have set ret træt ud. Det virkede så pludseligt XD
Og lad mig lige forklare det med ”de gamle lærere”. I Kindergarden er alle undervisningslærerne forholdsvis unge. Undtagen en enkelt ældre dame i hver klasse, som egentlig bruger mest tid på at gøre rent og give børnene mad. Vi ved ikke, om de er egentlige lærere, men sådan refererer de andre lærere til dem, selvom de ikke underviser. De er en slags opgraderede rengøringskoner. Fordi de taler med børnene og hjælper dem af og til. Men deltager aldrig i legene. De er et mysterium for os.
Men det endte lykkeligt, fordi en dreng gav mig to Peter Plys sæbespåner. Så jeg gik alligevel hjem glad.
Okay, men siden det her indlæg blev ret langt, laver jeg et nyt til den næste del.
Det har egentlig været en ganske stille og rolig dag. Børnenes begejstring for mig er efterhånden dæmpet af, selvom de stadigvæk gerne vil lege med mig. Synes nu, det er rart, at de allerede er ved at vænne sig til mig. Det er hyggeligt, at de siger hej til mig, når de møder mig på gangene. Da vi var i et supermarked, var der endda en af mine elever, der sagde hej til mig, selvom han var sammen med sin mor. Det forvirrede mig lidt, jeg genkendte ham nemlig ikke XD Men han kunne mit navn, så mon ikke?
Jeg er gået i gang med at forberede undervisningsmateriale. Jeg har skrevet en masse sange ned i dag og terpet dem igennem. Regner med at forske i nogle flere sange over nettet. Jeg er også gået i gang med en undervisningsplan. Jeg ved ikke, om jeg skal undervise på mandag eller først om en uge, men gør mig i hvert fald klar nu. En af lærerne blev virkelig glad, da hun hørte, jeg kunne tegne. Så jeg skulle da tegne billeder af lærerne i klasse 4… Smukt, så kom jeg i problemer. Overvejede, om jeg ville fornærme dem ved at tegne deres øjne for små eller for store. Prøvede først med et neutralt mangabillede, men så fik jeg at vide, at øjnene skulle være større og jeg skulle tegne mere nuttet XD Ved ikke, om de kunne lide det endelige resultat. Men hun var rigtig sød og sagde, jeg bare skulle komme til hende, hvis jeg havde brug for hjælp. Hun ville endda lære mig kinesisk XD
Dagens mest fantastiske oplevelse var dog til frokost. De fleste af de retter, de stiller frem til os, forbliver næsten urørt. Kokken har flere gange været henne og spørge, om vi kan lide maden. Hvilket vi jo høfligt siger ja til. I dag kom han pludselig med en enkelt bagt kartoffel til os og vi blev mega begejstrede. Vi begyndte straks at dele den op i otte dele. Da kokken kommer tilbage og ser mærkeligt på os… Fordi der var jo flere. Så vi fik fire til, som vi kunne dele op. Kæft, vi var lykkelige XD Den var ikke engang særlig god, men det var nærmest som at have vundet i lotto. Det var første gang hele ugen, at vi følte os mætte. Men nu er vi så også begyndt at bede om bestemte ting. Som nogle tomatnudler. Der smager af nudler… Med ketchup. Men det er bedre end tang. Og mystery meat XD De kan ødelægge alt. Deres pomfritter er dårlige… Og deres majs smager af tyggegummi. Men vi skal ikke spise i kantinen i morgen. Vi vil faktisk finde en restaurant. Det gør mig glad. Og jeg kan sove længe.
Men nu skal jeg jo i byen i aften, så får sikkert ikke lukket et øje. Selvom de fleste af deres øl har under 3 i alkoholprocent XP
:3
Så jeg sidder her klokken halv tre om natten, det er idag jeg skal afsted. Jeg har længe overvejet at starte en blog op, fordi jeg jo skriver i min fritid og det kunne være en god mulighed for at kommunikere mine oplevelser i Kina til min omgangskreds. Blogspot er min gamle bloggingside og er ganske meget lettere at bruge end den her, men den er blokeret nede i Kina, og jeg vælger derfor den komplicerede, men ikke blokerede side. Mmh, det lyder ret nice, når man siger det højt. Komplicerede, ikke blokerede.
Jeg blev lige færdig med at pakke for et par timer siden. Jeg er ikke helt tilfreds. Jeg har husket alt på min liste, men… tror for det første, jeg har pakket for meget tøj. Og nu ved jeg ikke, hvilke bøger, jeg vil have med.
Min lørdag var også ret hektisk. Blev klippet IGEN, fordi jeg endelig erkendte, at frisøren havde ødelagt mit hår første gang. Så var jeg i telia-butik, fordi telia havde lavet rod i mit abonnement, så jeg måtte skifte det, IGEN… Og så skulle jeg forbi fona, fordi jeg ikke havde fået et kabel til opladning af mit kamera.
Men nu er jeg smuk, så er ret tilfreds. Selvom de to andre ting nok var mere vigtige, var det selvfølgelig mit hår, der gik mig mest på. Det er utrolig vigtigt for mig at give et godt førstehåndsindtryk, så kunne ikke rigtig overskue tanken om, at mit udseende skulle være imod mig. Det er svært nok for mig at virke charmerende i forvejen.
Jeg er ikke forfængelig som sådan. Jeg mener bare, at man via sit udseende sender et signal til omverdenen om, hvad man ønsker, de skal tænke om en. Er du ligeglad med dit ydre, siger du også, at du er ligeglad med, hvad andre tænker om dit ydre, deraf, at du er ligeglad med, hvad andre tænker og i sidste ende, at du er ligeglad med andre. Det virker måske en smule overdrevet, men hvis du virker åben via dit udseende, er det så meget lettere for folk at komme i kontakt med dig.
Jeg har forsøgt så vidt som muligt bare at bevare et åbent sind om, hvad der vil ske derovre. Jeg har på nuværende tidspunkt ikke rigtig nogen anelse om, hvad der skal ske. Men jeg har i det mindste de otte andre fra holdet.
(Jeg ved godt, at jeg skal undervise og den slags, men altså XD)
Nåh, men nu rabler jeg bare, fordi jeg er nervøs. Jeg vil prøve at komme med flere detaljer, når jeg først er installeret derovre. Og rent faktisk opdatere.
kaibaikina 