Jeg tænkte, at jeg lige ville skrive lidt om mine sidste dage før familien kommer i morgen. Så er der ikke lige tid til at sætte et par timer af til blogskrivning de næste ti-dages tid ^^
Sidste weekend havde vi vores sidste by-tur sammen, for vi vidste, at vi ikke ville have tid, når først vi havde fået fri. Det var en dejlig aften med et par øl på alibaba og så ellers ud at danse hele natten lang på Zitong. Musikken var fantastisk, vi dansede rundt på podiet og jeg var først hjemme ved halv seks tiden. Det lykkedes mig endda at skaffe en kinesisk stalker, der de efterfølgende dage ringede til mig en fem-seks gange. Men jeg bliver ikke ligefrem tiltrukket af folk, som synes jeg bliver en god mor efter første samtale.
Og så skete det endelig. Den sidste uge. På sin vis havde jeg set frem til det, men jeg frygtede det også. Jeg fik aftalt med lærerne, at børnene skulle tegne billeder til mig, så jeg er nu den stolte ejer af omkring 80 børnetegninger, der forestiller mig… Jeg ville egentlig gerne have haft, at børnene tegnede det, de havde lyst til, men det der med fri fantasi og leg er kineserne ikke så glade for. Ellers rendte jeg meget rundt, sukkede for mig selv, havde blanke øjne og så længselsfuldt på de kære små.
Onsdag havde jeg babyerne for sidste gang. Min lærer mente, at de var for små til at tegne, så de lavede collager til mig. De forstod ikke rigtigt, at jeg skulle rejse, har dem mistænkt for egentlig ikke at vide, at jeg har været der, men de var glade for slikket. Børn er som guldfisk XD Nonnomnom. Jeg havde også tegnet billeder af alle mine lærere i mangastil, hvilket var stor succes i min onsdags-klasse, så jeg turde godt give dem til de andre lærere om torsdagen XD Det resulterede i en del knus.
Da torsdag endelig kom, vidste jeg, at jeg nok ville komme til at græde en lille smule. Det gik ellers fint i de to første klasser. Jeg dopede børnene fuldstændig med klistermærker og slikkepinde, hvilket resulterede i, at de nærmest var i ekstase. Så det var en smule ambivalent for dem, at det samtidig var en sorgens dag, fordi de aldrig ville se mig igen.
I klasse seks går det da også lidt på samme måde, indtil jeg opdager, at en af pigerne sidder og græder for sig selv. Og ikke hvilken som helst pige, men en af mine kære favoritter, for hendes engelsk var godt og hun ville altid dele sin viden med mig. Jeg trækker hende ind til mig og lader hende græde ud ved min skulder, men ender selv med at tudbrøle.
“Dont cry, then I will cry to.”
Det var selvfølgelig en smule akavet for min kinesiske lærere og jeg gjorde mit bedste for at tage mig sammen.
… I klasse seks fik læreren også den ide, at alle børnene skulle op på række og give mig farvelknus. Det var en rigtig sød ide og jeg var glad for det… indtil den tykke dreng kom. Jeg ser, at han tager tilløb og før jeg ved af det, kaster han sig op på mit skød, så jeg og skammel vælter bagover og jeg støder hovedet mod væggen XP Det var en smule smertefuldt og særdeles ydmygende. For slet ikke at tænke på den stakkels dreng, der virkelig ikke ville mig noget ondt. Gav ham også flere knus bagefter for at vise ham, at jeg ikke var vred. Men han må lære at styre sine kræfter XD
Da alle mine lærere fik deres billeder, var det som om, at de først rigtig forstod, at jeg skulle rejse. De var taknemmelige, så pludselig meget triste ud og ville gerne have min mail.
Wendy sagde, at jeg altid bare kunne ringe, hvis jeg havde brug for hjælp. Og at hun ville komme til Danmark for at besøge mig.
Min kære veninde fra klasse fire sagde, at hun ville savne mig.
Lily gav mig en halskæde.
Klasse fem lederen sendte mig sin email.
Jeg håber virkelig, at flere af dem vil skrive til mig, for så til tider nogle fantastiske mennesker bag deres mærkelige pædagogiske principper og det var ligeså meget dem, som børnene der gjorde de 4.5 måned til noget helt specielt og fantastisk. Jeg ved jo, at om to måneder kommer en ny gruppe danskere til Cathay, men håber nu alligevel, at de vil huske mig.
Om eftermiddagen skulle jeg have min sidste babyklasse, hvor vi også skulle lave collager, men vi skulle da lige igennem en fotosæson med alle fire babyklasse lærere, mig og de billeder, jeg havde tegnet XD Kæft, der blev taget billeder på kryds og tværs. Pludselig pjattede de omkring mig som aldrig før. Det var som om, vi var blevet rigtige venner efter den gave. Jeg fik noget te som afskedsgave. Noget stort te, som jeg… så vidt jeg kunne forstå på hende, ikke skulle drikke, men putte på min stol…
Og den lærer, som jeg hadede i starten, endte med at sende mig væk med “And once again, Sophie. Welcome to Tianjin.” … Jeg gjorde mig virkelig umage for at virke åben overfor hende, og det kommer stadigvæk lidt bag på mig, hvor gode venner vi endte med at blive.
Der kom desuden en kvinde fra en af de andre klasser for at bestille en tegning hos mig XD kunne ikke få mig selv til at sige nej, så gav hende den fredag og Mathilde fortalte (thi, det var hendes lærer) at hun var ovenud lykkelig.
Fredag spiste vi middag med Sunny, på skolen af alle steder. Dada holdt en tale. Jeg har godt nok ikke nævnt ham før, men han kommer efter Mr Jiao, rektor. Om aftenen gik jeg med noget blandede følelser igang med pakningen.
Jeg har stadigvæk ikke helt forstået, at det er slut. Jeg ved godt, at jeg nu skal rejse rundt i 1.5 måned. Men… selvom jeg var megatræt af kinesernes inkompentance, kommer jeg også bare til at savne det. Børnene. Lærerne…. Sofi, sofi, sofi. X3
Det var også bare super underligt at sige farvel til de andre. Anna kommer jeg først til at se engang i København, når hun har fundet et sted at bo der. De andre kommer jeg til at se om 1.5 måned i Tianjin igen, men har jo boet sammen med dem i 4.5 måned. Dejlige mennesker.
Så måske ikke det mest humoristiske indlæg, men… jah.
kaibaikina 