Kaiba tager til Kina. Igen.

Posted: februar 2, 2014 in Uncategorized

Til alle mine tidligere læsere, hvis nogen af jer stadigvæk følger med, ville jeg lige nævne, at jeg tager til Kina igen et halvt års tid og selvfølgelig skriver jeg endnu en blog om dette.

I kan følge med på kaibaikinato.wordpress.com 😀

Reklamer

Det er nu over to måneder siden, jeg kom tilbage til Danmark. Jeg har tit overvejet, hvad jeg skulle skrive i denne her blog, da det er afslutningen på en lang saga. Måske har jeg udskudt det, fordi jeg følte, jeg stadigvæk havde lidt af Kina tilbage, så længe bloggen endnu ikke var helt slut.
Det mærkeligste var, at Danmark ikke rigtig havde ændret sig. Og at Kina nærmest var et andet liv. Så snart jeg var tilbage på mit gamle værelse, følte jeg, at det var som om, jeg aldrig havde været væk. Det var som om, det sidste halve år var et andet liv og at jeg ligeså godt kunne have været i Danmark i al den tid. Små ting havde selvfølgelig ændret sig. For eksempel havde vi fået ny brødrister. Den slags livsændrende, store begivenheder, som bare virker enormt vigtige i situationen XD
Noget af det første jeg gjorde, var at foræde mig i rugbrødsmadder. Leverpostej, flæskesteg, spegepølse med remulade. Alt hvad jeg kunne finde i køleskabet skulle bare spises. Og selvfølgelig var der masser af gode chips. Men når du har været vant til mad, der praktisk talt ingen næring har, var den danske mad en smule voldsomt. Kineserne spiser hele tiden, hvor den danske mad nok er en smule for nærende til det. Jeg var konstant mæt det første lange stykke tid og jeg spiste mest, bare fordi jeg kunne.
Dagen efter jeg kom hjem, tog vi i tivoli for at fejre det. Super hyggeligt, jeg fik en fantastisk rose og en bøf. Det eneste problem var bare, at jeg blev jetlagged omkring klokken seks og mest ville hjem i seng.
Den efterfølgende uge ville jeg blive fuldstændig smadret omkring klokken seks. Men hvis jeg holdt mig vågen indtil syv, ville det gå over igen. Heldigvis for mig kan jeg sove fra alting. Så jeg gik tidligt i seng om aftenen og når jeg så vågnede ved seks-syv-tiden om morgenen dagen efter, vendte jeg mig bare om på ryggen og sov videre.
Jeg fik set mine veninder i løbet af ugen. Men det underlige ved Kina var, at det pludselig var blevet en anekdote. Det var ikke længere mit liv. Og jeg var hende den irriterende, der hele tiden sagde ”Da jeg var i Kina.” Det gør jeg stadigvæk. Et halvt år er egentlig ikke særlig lang tid, men der skete så meget på det halve år, at jeg hele tiden kan referere til det.
”Sådan var det ikke i Kina.”
”I Kina gør de det på en anden måde.”
”Haha, det minder mig om noget, der skete i Kina.”
”Jeg savner Kina.”
Hvilket jeg gør. Jeg savner Kina så ufattelig meget. Jeg prøver at minde mig selv om alle de gange, jeg lå krøbet sammen inden i min seng, fordi jeg var ked af det. Fordi det hele var frustrerende og jeg var helt alene.
Men det er lidt som at gå fra en hverdag, hvor alting var et eventyr og så pludselig at være tilbage til det trygge hjem, hvor du ved, hvad du har med at gøre. Jeg savner at blive udfordret, selvom det var trættende. Jeg savner, at jeg ikke vidste, hvad dagen ville bringe, selvom det til tider var virkelig irriterende. Jeg savner børnene og deres uforbeholdne kærlighed. Jeg savner at have de to-årige siddende på mit skød, imens de fortalte mig ting, som jeg ikke forstod. Jeg savner, at man kunne få et måltid for under ti kroner. Jeg savner, at jeg dernede havde modet til bare at gøre ting, fordi livet ikke var så kompliceret, nu du alligevel havde turdet at tage hele vejen til Kina.
Min reaktion på det hele var da også speciel. Jeg insisterede på at flytte ind i det værelse som ventede på mig hos en veninde, næsten med det samme. Så to uger efter, jeg var kommet hjem, flyttede jeg hjemmefra. Og to uger efter, jeg var kommet hjem, startede jeg igen på filosofistudiet. Mit nye mål i livet var hele tiden at komme videre. Ikke at blive fanget i dårlige vaner, mønstrer eller tanker.
Det var ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke havde det fantastisk, da jeg rejste. Det havde taget hårdt på mig, at jeg måtte tage orlov fra studiet og jeg vidste ikke rigtig længere, hvem jeg så var. Jeg følte, at jeg manglede identitet, fordi jeg havde identificeret mig selv med det at studere så længe. Jeg følte, at den eneste måde, jeg kunne blive lykkelig på, var at få en god uddannelse. At jeg ikke fandt studiet spændende, jah, simpelthen det at studere, var et kæmpe problem for mig. Samtidig var det svært for mig at tale om, fordi der i min omgangskreds ikke var nogen med det samme problem. Og alle os med studieproblemer tier det ofte ihjel, fordi vi føler, at det er os, der er de dumme, fordi vi ikke klarer studiet fantastisk.
Men Kina. Ændrede mig.
Jeg har en tendens til at overtænke alting. Men efter at have rejst rundt alene i Kina og skulle tackle undervisning hver dag uden nogen former for uddannelse, tænker jeg hele tiden.
”Så er det heller ikke sværere.”
Det er som om, at du opdager, at selv hvis alle dine værste fordomme rent faktisk blev opfyldt, hvad så? Nogen gange fejler du, så rejser du dig op og prøver igen. Selvfølgelig er nederlag ubehagelige, men hvis du ikke tager chancer, oplever du heller ikke opture.
Og erkendelsen af, at man kunne have et liv uden for studielivet. Det hjalp. Selvfølgelig er jeg så blevet totalt seriøs studerende der. Jeg læser rent faktisk pensum og læser sekundærlitteratur af mig selv. Men nu har jeg også et mål!
Jeg er ikke færdig med Kina. Jeg vil gerne forsøge at forstå Kina endnu mere. Jeg vil gerne tilbage til Kina og rent faktisk tale med kineserne. Så på mit valgfagsår vil jeg tage kinesisk på universitetet. Og på min kandidat, vil jeg forsøge at skrive om kinesisk filosofi. Det bliver fantastisk. Jeg vil være konsulent inden for forståelse af Kina. Ingen kommer til at skyde igennem mig. Jeg har endda diskuteret det med min studievejleder. Uha, hvor det går. Så tager man lige pludselig ansvar for sin fremtid. Jeg overvejer at ansøge om studieophold i Kina på min kandidat. Og når jeg får et job, vil jeg spare op til at kunne rejse derned igen. Men det sjove er så også, at netop på grund af Kina, er jeg totalt forberedt på, at jeg kan ændre mening lige pludselig og gå en helt anden vej. Det er intet problem. Livet ændrer sig og livet ændrer dig. Så om to år ser alt måske anderledes ud, fordi hvis et halvt år kan ændre dig så meget, hvad kan så ikke ske på to?
Jeg mødtes med Anna fra holdet her forleden. Vi fik snakket gamle minder igennem. Det var rart at tale med en, der havde været dernede med en. Pludselig følte man lidt mere, at det var sket og at det hele ikke bare var en del af ens fantasi.
Og en af mine lærere har rent faktisk skrevet. Det glædede mit dystre sind, som regnede med, jeg aldrig skulle høre fra dem igen. Jeg læser med stor misundelse det nye holds blogge, fordi de nu får lov til at lege med mine børn. Øv, altså. Det er mine børn D:<
Jeg er til gengæld blevet vildt nærrig. Jeg kan slet ikke overskue, hvor dyrt alting er. I Kina var tingene var ekstremt dyre, hvis de kostede over hundrede. Herhjemme koster det meste over femhundrede og så er det sgu billigt. Så jeg er holdt op med at købe ting. Hvilket jo kun er godt, når jeg skal leve af min su.
Folk omkring mig har da også sagt, at jeg er blevet en del mere positiv. Men det er svært andet. Livet er jo fuld af muligheder, man skal bare kaste sig ud i dem.
På en måde havde jeg haft et helt andet billede af den her blog. Mere struktureret, mere sej. Men jeg tror ikke, det bliver meget bedre. Dette er afslutningen på et stort kapitel af mit liv. På dengang jeg tog til Kina. Jeg håber, i alle har nydt at læse med. Jeg har i hvert fald nydt at skrive den. Og jeg har nydt at være af sted.
Over and out, Sophie.

Kaiba i Kina… igen.

Posted: september 16, 2011 in Kina

Dette indlæg er så mit næstsidste på denne blog. Det handler om de sidste få dage, jeg tilbragte i Tianjin sammen med resten af holdet.
Jeg mødtes med Marie og Mathilde på Beijing south railway-station for at følges det sidste stykke til Tianjin. De havde selv været på en endagstur til silkemarkedet for at få købt det sidste billige kina-møg inden hjemrejsen. Og de havde flere poser fyldt med gejl XD Jeg synes, det var ganske interessant, fordi jeg jo kun havde min backpack og så en lille rullekuffert som håndbagage til hjemturen, så mine køb af souvenirs havde været en smule begrænsede. Efter at have været væk fra dem så længe, var det næsten som at se sin familie igen. Jeg havde rent faktisk savnet dem XD Der blev snakket en del på hjemturen og heldigvis havde jeg dem til at sige vores gadenavn til taxichaufføren i Tianjin, for ellers var jeg nok ikke kommet hjem.
Hjemme i lejligheden ventede Thea og Christian også. Det var højst besynderligt, fordi stolene var blevet skiftet ud med nogle nye D: Vi fik lov at sove fem mennesker inde i et af værelserne og ellers var der selvfølgelig aflåst. Desværre var der ikke sengetøj, og de andre havde soveposer. Så jeg frøs en smule den første nat, selvom Marie lånte mig et silkelagen. Dagen efter blev der så låst op over det hele, for de var ved at gøre klar til det nye hold, som ville komme den samme dag, som vi rejste. Jeg sneg mig ind i pulterkammeret og huggede en dyne, der ikke blev brugt XD Men så var det jo heller ikke værre, fordi de fik den jo igen. De var sært at se vores værelser, som var blevet rengjort og opgraderet. Der var endda stillet blomster frem. Jah, det var en lidt anden sag, end da vi kom. Hvor var vores blomster? Abemanden rendte rundt og virkede lidt for glad over, at vi skulle rejse. Så mange problemer synes jeg da heller ikke, vi havde givet ham D: Og nu kom der et nyt hold, så hvorfor var det lige så fantastisk, at vi rejste?
Men altså, onsdag der var jeg lige i Van guard sammen med de andre. Vi spiste på mit stamsted, som efterhånden var alles stamsted XD De dejlige stegte nudler ❤ Og så gik marie og jeg amok med at samle slik sammen til en pakke, jeg ville sende hjem til Kathrine. Jeg elsker, at Marie var lige så begejstret for at finde ting som jeg var. Til slut var vi lige forbi dvd-forretningen, hvor der blev købt billige film og cder i massevis. Marie og jeg smuttede på posthuset, hvor Kathrines pakkes forsendelse blev dyrere end selve indholdet. Og jeg fik endelig sendt postkort ud, hele tre dage før min hjemrejse efter et halvt år XD Jeg fik også hentet min røde kinesiske kjole hos min lærer fra klasse fem over på skolen. Jeg var nødt til at få den nede i receptionen, for jeg kunne jo ikke komme op til børnene. Det ville have været tarveligt overfor dem og overfor de nye lærere. Men jeg ville have givet alt for at se dem en sidste gang. Og lige hilse på lærerne, som jeg også savnede. Tilgengæld fik jeg klasse fems email efter denne typiske kinesiske konversation.
”Sophie, I want your email, so I can write you.”
”But you already gave me your email before I left. I wrote you, but you never answered.
”Oh, no. I said, I would give it to you, before you left China.”
”But you texted me… Yeah, sure XD”

Jeg ved, hun havde sendt mig den. Og jeg ved, jeg har skrevet og aldrig fået svar XD Men sådan er de jo. Så jeg skrev en sms til hende med den igen og hun skrev faktisk til mig, efter jeg var kommet hjem, så det er jeg glad for.
Om aftenen ville vi lige et smut forbi ping shang dao for at spise sushi en sidste gang. Og shoppe. Sushistedet var lukket D: Så den sidste gang jeg var der, blev altså med familien. Men jeg fik købt nogle dyre spisepinde, som jeg endda har en manual på, hvordan man passer. For de kan holde for livet. Så gode er de. Bedste spisepinde ever. Vi prøvede at tage på Helens i stedet, men der var fyldt. Og efter lidt diskussion endte vi med at tage på mcdonalds og så spise det hjemme foran fjernsynet, imens vi så den nye Robin hood. Good times in China. Og bare ved tanken får jeg lyst til mcd. Det har jeg ikke fået, siden jeg kom hjem til Danmark XD Og jeg åd det bare hele tiden dernede, så kulturel var jeg bare.
Torsdag, vores sidste dag… Fuldstændig surrealistisk og mærkeligt. Ikke til at forstå. Selvom jeg glædede mig til at komme hjem, føltes Kina egentlig som hjem og på sin vis ville jeg egentlig gerne blive længere. Lære mere, opleve mere. Forstå mere. Vi startede med at spise frokost på Helens. Jeg fik den fantastiske græske salat med lækker feta. Mmmh. Thea tog med mig ud til jadegaden i Tianjin, hvor jeg fik købt mig et armbånd, som jeg havde ønsket mig. Jeg ved ikke, om det var godt, men det er flot og i det mindste var det et forholdsvis officielt sted. Men nu er intet jo officielt i Kina, så du ved jo aldrig XD Thea og jeg blev fuldstændig forelsket i al den jade, man kunne få. Og Thea var fantastisk til at prutte om prisen, så det var godt at have hende med. Jeg fik købt mig en del fattigere. Bagefter tog Mathilde, Marie og jeg til massøren for en sidste oliemassage inden hjemturen. Så dejligt ❤ Og så spiste vi dumplings for sidste gang om aftenen.
… Pakkes. Jah… Ser i, de andre havde jo faktisk brugt alle dagene på at pakke deres ting. De havde to kufferter og håndbagage, som de balancerede rundt med, så det blev henholdsvis 2×23 og 8 kg i alt. Jeg havde jo sendt forældrene hjem med en kuffert fuld af ting, så jeg syntes, det var noget pjat at få en til og mente desuden sagtens det kunne være der i mine to tasker. Hjem fra Japan havde jeg fået den vejet og den var kun på sølle 20 kg. På min ryg. 20 kg på min ryg XD Jeg vejede min håndbagage, men den var oppe på 10 kg, så jeg tænkte, at jeg da burde pakke om, så det blev til 22 og 8 kg i stedet. I må forstå, at de andre havde vimset rundt hele dagen, men at jeg… for sådan er jeg jo, udskød det til om aftenen. Efter maden. Indtil Thea satte x-men 1 class på, som jeg utrolig gerne ville se. Så pakningen blev udskudt til efter det. Så gik de andre i seng… Og jeg gik i gang XD Jeg pakkede altså taske fra 12-03 om natten, så det var da dejligt at erkende, at min selvdisciplin er præcis lige så dårlig, som den altid har været. Desværre. På trods af alt det skidt, jeg fik slæbt fra den lille kuffert over i den store taske. Vejede min håndbagage stadigvæk 10 kg. Jeg ved ikke hvordan eller hvorfor. Jeg havde kun købt de der få jadeting, så… Jah. Det var magi. Jeg turde ikke engang veje den store taske, fordi alle tingene skulle jo med, så jeg satsede.
Det var da også med en vis bitterhed fra de andres side næste dag, da det viste sig, at min taske nu vejede 26 kg. Fuldstændig uforstående, hvordan blev 20 og 10 til 26 og 10? Bitterheden bestod i, at jeg rent faktisk fik den med. Uden bøde. Damen spurgte da forsigtigt, om jeg havde en mindre taske, jeg kunne tage ud af den store. Hvilket jeg ikke helt fattede, men da jeg sagde nej, lod hun det bare passere. Jah… Jah, det er hvad jeg har lært af Kina. Dem, der er fuldstændig ligeglade med reglerne, klarer sig sgu alligevel. Og dog er det fuldstændig modsigende af Kinas struktur, hvor de er enormt autoritetstro. Så… jah… Jeg tager chancer. I Danmark havde jeg fået en bøde, så det er noget, jeg normalt vil undgå XD Men heldet følger de tossede, ikke sandt?
Det var mærkeligt at sige farvel. Vi fik en bus af skolen til Beijing, så vi behøvede ikke tage lyntoget en sidste gang. Sunny virkede faktisk trist over at sige farvel, men det er jo svært at vide med de kinesere. Hun har jo haft så mange hold. Hun skulle ned direkte bagefter og hente det nye hold.
Flyturen foregik uden de store begivenheder. Vi blev placeret forskellige steder, så jeg sad ved siden af en nervøs ældre herre, der gav mig sin chokolade, fordi han ikke kunne lide det. Vi var overraskede over mængden af svenskere og nordmænd. Der var næsten flere af dem, end danskere D: Og vi fik allerede lidt stres af, at folk talte dansk. Nu kunne vi ikke længere sige, hvad det passede os.
Jeg var lidt skuffet over flyvermaden sammenlignet med udturen og Japan-hjemturen. Første ret var fin nok, kartoffelmos med frikadeller. Salaten var dog kedelig og der var ingen eddike med denne gang D: Plus kagen smagte af æg, jeg tror, de havde lavet den forkert. Vi fik en sandwich til mellemmad og så bestod det sidste måltid af en eller anden grim couscous-ret med persille og tør kylling proppet ovenpå. Og jeg hader couscous. De er tørt, intetsigende og svumler nærmest op i munden på dig, når du spiser det. Og blandet med persille, er det langt fra særligt charmerende. Det er sådan en fancy ret, dem fra det højere borgerskab af fundet på, fordi de ville være helseagtige og lade som om, kød er usundt. Pokker tag couscous. Giv mig dog noget rigtig mad. Som rugbrød. Selvfølgelig var couscousretten de andres favorit, så desværre var jeg alene med min forargelse. Filmene var heller ikke fantastiske. D:<
Turen gik så stærkt, at vi var der næsten 40 minutter før oprindelig ankomsttid. Vi sagde farvel til hinanden ved bagageudleveringen. Det var… uvirkeligt. Bortset fra Christian, skulle de andre jo hjem til Jylland, så… udsigterne om at se dem igen var lange.
Til gengæld hørte jeg mine venner og familie, før jeg så dem. De havde taget et dansk flag med og alt muligt. Jeg var lidt smadret og hyper på samme tid, så jeg fik fortalt dem en masse i den halve time, vi stod der. Det var syret at se dem igen. Og de følte, at jeg aldrig havde været væk. Vejret var fantastisk. Det var koldt og regnende, men luften var… så frisk. I gør jer ikke begreb om det. Jeg havde glemt, hvor frisk luft kan være. Og så tog vi hjem i taxi. Hvor alt var, som jeg forlod det. Bortset fra en ny brødrister.
Men jah, det var den sidste beretning fra Kina-land. Jeg skriver en sidste blog om de første dage i Danmark og de ting, jeg har lært, imens jeg var væk… Det er nærmest helt mærkeligt, at hele turen nu er dokumenteret. Surrealistisk.

Kaiba i Japan

Posted: september 9, 2011 in Uncategorized

Jah, i troede nok ikke, at i ville høre fra mig igen, men det har hele tiden været min mening at skrive om min Japan tur. Og da jeg var inde på Cathays facebookside i dag, opdagede jeg, at der var blevet linket til et par af mine blogindlæg, så jeg blev lige inspireret. Jeg burde ellers sove, for jeg er startet på universitetet igen.
Det skete, at jeg troede, at jeg skulle til Japan. På selve dagen tager jeg ud til havnen, men det viser sig, at de havde udsat afrejsen med en enkelt dag på grund af tyfonen. I bagkundskabens lys var det garantrisse en rigtig god beslutning, men jeg var en smule sur, da jeg tog tilbage til hostellet. Jeg havde virkelig glædet mig til at komme til Japan og jeg skulle i forvejen kun være der i 9 dage, så at det røg ned på 8, var jeg ikke udpræget begejstret for. Jeg vendte dog dagen til noget godt. Jeg bestilte et enkeltmandsværelse, købte noget god mad og fik en god nats søvn, så jeg var helt frisk til den næste dag.
Så søndag d. 14 august kom jeg endelig med færgen. Uden en yen på lommen. Men selvfølgelig kunne man da købe mad med yuan. Fordi det kan man jo med færger til Tyskland. Købe mad med kroner, altså. Det kunne man også godt, men personalet så lidt mærkeligt på mig og alle priserne var i yen på menukortet.
Jeg ved ikke, om det var på grund af jordskælvet i Japan eller tyfonen, men der var ikke mange mennesker med den færge. Måske… 30. Udover personalet. Jeg delte en otte-mandskahyt med en anden kvinde, som ikke talte et ord engelsk. Hun forsøgte sig med et forsigtigt ”nihao,” da jeg trådte ind i kahytten, som jeg selvfølgelig returnerede, men meget mere kommunikation blev det så heller ikke til.
Jeg spiste frokost, nudelsuppe, og nød ellers at være på færgen, hvilket jeg havde glædet mig til længe. Jeg læste lidt, spillede ds og den slags. Pludselig kunne jeg dog mærke, at jeg blev… meget dårlig. Jeg fik hevet mig hen til min kahyt, hvor min roomie allerede var krøbet i seng og så en kende småsløj ud. Jeg tænkte, at jeg da var en værre svækling, sådan at blive dårlig af sådan en småtterier bølger. Indtil det gik op for mig, at hele båden faktisk gyngede op og ned. Måtte løbe ud og kaste op. Ude på toilettet kunne jeg høre, at jeg ikke var den eneste derude med samme ærinde. Og da jeg vendte tilbage til kahytten, havde roomie kastet op i papirskurven XP Pludselig sejlede alting. Jeg prøvede at høre musik, men det blev jeg også dårlig af. Vi havde fjernsynet tændt for at distrahere os fra kvalmen. Heldigvis faldt jeg da i søvn og dagen efter var det næsten stilnet helt af, så jeg fik det meget bedre. Til min store lettelse, jeg troede virkelig, at jeg ikke ville overleve turen XD Jeg var dybt fascineret af det kinesiske program, vi så. Så vidt jeg kunne se, kørte det samme program med de samme skuespillere 24 timer i døgnet. Historien blev bare ved. Der var ingen rulletekster eller kendingsmelodi. Bare… konstant mærkeligt kinesisk drama. Jeg fik en mindeværdig god aftensmad, en slags oksekødgryde, som blev varmet under levende ild på bordet.
Tirsdag d. 9 august ankommer jeg så endelig til Japan. Cirka 1.5 time før ankomsttid, bliver vi alle tilkaldt til hoveddækket, bliver placeret i to lige lange køer og venter så ellers. Færgen satte til havn og ind kommer en deling af… jah, some kind of læger? Jeg ved det ikke. Men vi skulle altså have taget vores temperatur før vi måtte komme ind i Japan. Og tjekket vores adresse i Japan. Den slags. Da det så var overstået, skulle vi vente en time, før vi måtte gå ud, fordi færgen skulle jo først ankomme klokken ti, så… vi måtte ikke komme ud før. XP Jeg var fascineret af, hvor grundigt jeg blev tjekket i paskontrollen. Man skal som dansker ikke søge visum til Japan, så måske dobbelttjekker de lige en ekstra gang i forhold til kineserne, der altid har virket bedøvende ligeglade, imens deres øjne dovent gled over mit visum. Fingeraftryk og hele baduljen. Da jeg så kommer ud i tolden, ser jeg til min store rædsel, at alle tasker bliver åbnet og endevendt, plus en vagt går rundt med en narkohund. To andre udlændinge med en backpack lig min egen, fik hevet alt indholdet ud på båndet. Ikke at jeg havde noget at skjule, men jeg var efterhånden blevet ret god til at pakke rigtig mange ting ned i min taske, så kunne virkelig ikke overskue tanken om at de skulle have det hele ud.
Da jeg så kommer hen til båndet, ser den kvindelige toldbetjent på mine rejsepapirer og siger højt;
”Oh, you will live in Bonzai guest house?”
”Yes, yes I will.”
”Oh, very good.”
Hendes begejstring kom en smule bag på mig. Så beder hun mig om at åbne min håndtaske, som hun lige kigger lidt i og spørger mig så, om jeg ryger, hvilket jeg jo kunne sige nej til… Og så lod hun mig gå. Uden at tage alle mine ting ud. Og jeg har ingen som helst anelse om, hvorfor jeg slap XD
Nåh, men jeg kommer til metrostationen uden problemer og jeg har selvfølgelig printet en rutevejledning ud. Hvad jeg dog opdager er, at i modsætning til i Kina, så er der ikke hæveautomater nogen som helst steder. Så jeg kan ikke rigtig komme med metroen. Jeg går lidt forvirret rundt, indtil jeg støder på to ældre damer, der talte lidt engelsk og de fik peget mig i retning af en bank. Et kvarter væk fra metro-stationen. De tilbød endda, at jeg kunne lade min taske stå hos dem, men… lidt mistroisk er jeg nu af natur. Af sted til banken, som jeg finder. Og efterhånden bliver jeg præsenteret for den japanske høflighed, for hver gang jeg går ind et sted, bliver der sagt goddag og velkommen og jeg skal komme efter dig, imens der bliver bukket ved hvert eneste ord. Og jeg bukker automatisk igen, hvilket resulterer i endnu et buk og sådan kan man jo så blive ved. Beklageligvis viser det sig, at man ikke kunne hæve med visa i banken, kun kinesiske udenlandske kort der, men de henviste mig til gengæld til posthuset, som jeg sidenhen læste mig til, var der man hæver som udlænding. Posthuset… og seveneleven. Tilbage til metro-stationen og så forsøge at købe en billet. Hvilket viste sig at være en svær opgave, fordi japanerne kan… om end muligt, endnu dårligere engelsk end kineserne. Og hvor jeg trods alt var vant til, at det kinesiske for det meste stod med vores bogstaver, er alting i Japan skrevet med japanske tegn. Så bare det at finde min station viste sig at være en smule svært. Heldigvis for mig, genkendte en kinesisk familie fra færgen mig og viste mig, hvordan jeg gjorde. Og priserne er en smule dyrere i Japan. 12 kroner for en metrotur. Blasfemi. Nej, i Kina, hvor jeg kommer fra, koster det kun 2 kroner, nåh.
Mit hostel var godt valgt, for det lå lige ved siden af en central metro-station, uden at være for central. Personalet var utrolig venligt og jeg fik både lov til at låne et kort og en strømomformer uden at skulle ligge depositum. De hjalp mig også med at printe en rutevejledning til Den Kinesiske ambassade. Jeg var en smule mat efter min rejse, så dagen blev brugt på et besøg i supermarkedet (Japansk supermarked for the win), skype med familien, der ikke havde hørt fra mig i et par uger og så fik jeg købt en bento, en japansk madpakke med ris og dybstegt svinekotelet, i en forretning i nærheden. Ydermere blev jeg forelsket i deres drikke-maskiner. For på alle japanske gadehjørner kan man trække alverdens drikkevare i automater for færre penge end i supermarkedet. Den efterfølgende dag købte jeg… fem drinks eller sådan noget, af ren entusiasme over denne nye ting i mit liv.
En ting der dog var en smule mærkeligt, var hvor dødt der blev om aftenen. I Kina sidder folk udenfor, snakker, spiller spil, danser helt til 24-01 om aftenen. Men i Japan, medmindre man selvfølgelig finder nogle af de store nattegader, var der helt dødt i beboelsesområderne allerede ved sekstiden.
Onsdag skulle jeg selvfølgelig først på Den kinesiske ambassade for at få et visum tilbage til Kina. Jeg havde været lidt nervøs for det og havde printet alverdens bilag ud, såsom flybilletter og mine cathay-future ting. I sidste ende ville de ikke have noget af det, bare ansøgningen, mit pas, et billede og et print af mit Japan-visum, som jeg fik da jeg kom ind i landet. Jeg havde en smule svært ved at finde ambassaden, da japanske gadenavne åbenbart henfører til hele områder af sidegader og at man skal kunne bruge nummeret efter gadenavnet til at finde den rigtige gade. Heldigvis kunne en politimand pege mig i den rigtige retning. Hvis nogle vil gøre det samme som mig, så kunne jeg få det efter to nætter for ekspres, men ellers vil det tage de sædvanlige fire arbejdsdage.
Derefter skulle jeg være kulturel. Jeg tog ud til Osaka akvarium (Kæft, hvor kulturelt) og så på delfiner, skildpadder, flodmarsvin og diverse andre fisk. Også en stor, prikket haj, der hed… en hvalhaj, tror jeg. Det var i hvert fald deres pragtstykke. Jeg kunne godt lide deres rokker. Jeg spiste frokost, hvilket var svært at skaffe, for i Japan har de sjældent billeder af maden i deres menukort og jeg kan ikke slå japanske tegn op, men et sted fik jeg da peget på et billede og spiste noget… som jeg faktisk ikke helt ved, hvad var… Det var en slags… dejklump med æg og nudler. Jeg fodrede noget af den til en forbipasserende kat, som jeg blev ganske gode venner med.
Efterfølgende var jeg oppe i sådan et pariserhjul. Alle fik taget et turistbillede inden man skulle op, som de fremkaldte imens man kørte rundt og så bagefter kunne man vælge, om man ville have det. Der var intet problem i at sige nej, så jeg synes, det var en smule dårlig forretning XP Jeg endte dagen af med at tage i Osakaslot,. Det var en flot park med voldgrave og det hele. Og så var der en flot udsigt fra toppen af slottet, som er en genopbygning af noget tidligere. Om aftenen spiste jeg bento igen XD men denne gang med blandet frituresteg.
Torsdag skulle jeg prøve SPA-WORLD, som er… jah. En stor badeanstalt. Der var indendørsbade og udendørsbade. Dampbad, sauna og en svømmehal. Det var ret lækkert, specielt når man var kommet over den første pinlighed ved at rende nøgen rundt blandt en masse japanere. Men jeg holdt ikke mere end to timer, så havde jeg mistet interessen. Jeg troede, det kostede 3000 yen, men endte med kun at betale 1000. Endnu engang ved jeg ikke hvorfor, for alting stod på japansk. Jeg fik dog en engelsk vejledning i, hvordan man brugte badet. Og hvor tingene lå. Om aftenen tog jeg på onomiyaki restaurant, som er en specialitet i Osaka. Det er en slagt pandekage-pizza-dej-ting, som man selv steger på en plade i midten af bordet. Tjeneren kunne heldigvis lidt engelsk, for kunne ikke læse menukortet, men… en kæmpe hjælp var han ikke ligefrem. Han fik forklaret mig, at de ikke serverede oksekød, selvom jeg kunne få det på første side, men de serverede det ikke XP Og så prøvede jeg med svinekød, hvilket jeg så skulle sammensætte med flere ting fra menuen og han læste kun kartofler og porrer højt. Da jeg til sidst opgivende sagde kartofler og svinekød, så han meget tvivlende ud, så jeg bad ham give mig husets specialitet og så lyste han endelig op.
… Og selvfølgelig…. Selvfølgelig var deres specialitet okonomiyaki med… ål… Det var fint nok, men… XD Nu prøvede jeg jo at undgå fisk. Efter jeg havde spist halvdelen kommer tjeneren så hen for at spørge, om jeg havde skaldyrs allergi. Jeg ved ikke, det ville jeg nok have spurgt om, før jeg gik i gang med at spise. Heldigvis har jeg ikke skaldyrsallergi, så jeg overlevede denne omgang.
Fredag skulle jeg så endelig til Tokyo og mødes med mine veninder. Jeg skulle med det berømte Shinkansen bullet train, som er Japans svar på toget, der kører fra Tianjin til Beijing. Først hentede jeg mit visum og så af sted. Jeg købte en lille sandwichbox i toget. Japanerne skærer skorperne af deres sandwichs! Det er fantastisk! Jeg mødtes med Abena og Sørine på Best Hotel efter at have rendt lidt rundt og fået hjælp af en japaner, der begyndte at tale tysk til mig. Og dagen skulle selvfølgelig ikke spildes, så vi tog ud til Akihabara, hvor jeg blev præsenteret for den japanske nørd-kultur.
Først var vi på en maid-cafe. Servitricerne render rundt i stuepigeuniformer, taler med highpitch stemmer og får dig til at sige små remser og danne hjerte med hænderne, før du spiser. En fyr bestilte en flaske champagne til sig selv og så begyndte det helt store diskolys, plus at de havde en lille scene, hvor de begyndte at sige en masse. Og morsomt nok ankom en gruppe danske drenge, da vi skulle gå XD LOL! Ydermere var vi i adskillige figur, anime og manga-forretninger. Og en enkelt pornoforretning. Yaaaaay. Vi prøvede at finde et sted at spise, men der vi gik ind, var tjeneren ret ubehøvlet og vi endte med at gå. Hvilket resulterede i, at Abena og jeg tog på en kinesisk restaurant XD VED ET UHELD, GODDAMMIT. Men jeg fik min æg, svampe ret fra Kina i Japan-style. Største forskel værende, at de havde proppet bacon i stedet for kylling i. Vi fik også et par drinks, men det var ret stille og roligt.
Til dem der ikke ved det, så vandt Abena og Sørine udtagelsen til verdensmesterskaberne i cosplay i Japan. De var de danske repræsentanter 2011. Da vi mødtes, havde de lige overstået konkurrencen. Lørdag skulle vi til den største manga/anime convention i Japan, men vi skulle lige mødes med nogle af de andre repræsentanter, som de var blevet venner med undervejs. Connen var skuffende. Ufattelig mange japanere. Cosplayområdet var et græsområde, hvor folk kunne stå og få taget billeder af sig. Og så var det meste af connen så ellers et doujinshi område med fanfictions. Vi gik ret hurtigt. Pigerne havde fået mig med til cosplaymesterskabets afslutningsmiddag, så det skulle vi til om aftenen. Derfor tog Sørine og jeg på shoppetur, hvilket resulterede i et nyt outfit til Sørine og ingenting til mig. Vi spiste endnu engang på noget kinesisk-inspireret, for det var et hot-pot sted med fri bar. Alle de andre hold blev virkelig fulde, men vi danskere er åbenbart vant til det >_<
Vi havde været så heldige, at middagen blev holdt i det område, som vi boede i. Men åbenbart var det også det farligste område i hele Japan XD Japans svar på Istedgade! Det forklarede så alle de hosts, der rendte rundt. Smukke, japanske mænd med håret sat op i de mest vandvittige frisurer, som prøvede at lokke kvinder med sig ind på deres barer. Bortset fra det, er alt jo så relativt. Der var altid fuldt af mennesker, så jeg følte mig ikke ligefrem truet ^^; Vi tog et par drinks med en af arrangørerne bag World cosplay summit (som det jo kaldes) og så hjem igen.
Søndag shoppede vi! Flere nørdeting! Og tøj! XD Blandt andet sammen med team Australien og det hele. Og så var jeg ude om aftenen, hvor jeg spiste sushi og sang karaoke. Det var sjovt.
Mandag skulle vi i Disneyland sea! Oprindeligt ville vi være kommet rigtig tidligt, fordi billetterne åbenbart kan blive udsolgt og vi havde ikke bestilt på forhånd. Men selvfølgelig sov vi for længe og var først derude hen af halv tolv tiden XP Men man skulle med et disneytog for at komme det sidste stykke :3 Køen var så også rigtig lang. Og man skulle stå ude i solen det meste af tiden. Heldigvis havde jeg lært et og andet fra kineserne, så jeg havde en paraply med til at skærme os. Jeg har ikke nævnt det før, men Japan var varmere i Kina. Det troede jeg heller ikke kunne lade sig gøre. Efterhånden som vi kom længere ind i køen, forsvandt den bag os, til stor irritation for os. Vi tænkte, at det måtte have været det dummeste tidspunkt, vi kom. Indtil vi opdagede, at der stod, at der var udsolgt. UDSOLGT. De eneste andre i køen, var folk med forudbestilte billetter D: Nåh, men vi besluttede at blive og se, om vi kunne komme ind i det normale Disney land i stedet. Da vi kommer hen til billetlugen, gik det dog en smule anderledes. Damen spørger, om vi vil have tre billetter til Disneyland sea og vi siger selvfølgelig jah, Hvilket vi så får. Og så kunne vi bare gå ind… Selvom der var udsolgt. VED VIRKELIG IKKE, HVAD DER SKETE. Jeg tror, det var fordi, vi var udlændinge. Jeg kan ikke forklare det på andre måder.
Nåh, men køerne var horrible. Der var mellem en og tre timers ventetid på alle forlystelserne. Og horrible køer selv til popkorn-boderne. Vi fik milk-tea popkorn X3 De var i alle mulige forskellige smage som lakrids og jordbær spredt ud over Disney land sea. Omgivelserne var flotte. Vi var i Aladdins verden, Den lille havfrues verden, Indiana Jones verden, noget Italiensk gejl og Rejsen til Jordens indre. Vi prøvede en højst besynderlig vandforlystelse, hvor man sad i en slags rund ”båd”, sejlede lidt frem, drejede rundt, sejlede lidt tilbage og drejede rundt. Det tog os en time at nå derhen og det var overstået på under et minut. Og så spiste vi frokost i Ariels verden.
Og lad mig nu gennemgå de tre forlystelser, vi hver især valgte. For det beskriver en del om os som mennesker.
Abena var den første, der fik lov at vælge. Det var en live-optræden af Under the sea og vi havde ikke de store forventninger til det. Køen var ikke forfærdelig lang, en halv time. Og vi fik endda en lille skærm, som oversatte showet for os 😀 Og det viste sig at være bare fantastisk. Ariel hang i en snor, så hun svømmede rundt i lokalet. De havde de flotteste fisk, blæksprutter og tang, der også sejlede rundt med mennesker bag oppe omkring loftet. Det bedste var en kæmpemæssig Ursula, der var elektronisk. Og så fik vi latterkramper af en mand klædt ud som søstjerne, der dansede random rundt. Desuden var sangene på engelsk, så det var et gladelig gensyn. Så Abenas var all-around en god oplevelse.
Sørine ville så gerne prøve deres rutschebane med loop. Vi havde lige spist, så humøret var højt og den lille havfrue-showet havde givet masser af inspiration til kommende cosplay-shows. Køen var så også to timer lang, så snakkes skulle der for at kunne holde det ud. Vi ventede og ventede. Og da vi endelig kom frem… Jah… Det var en meget kort tur. Og et meget lille loop. Dæmonen i tivoli var bedre. Så vi var… en smule skuffede. Selvom forventningerne havde været meget høje til dette mesterværk, som vi troede både indeholdt en historie, ild, vand, røg og flere minutters underholdning.
Til sidst kom mit ønske. Jeg havde flere gange på dagen nævnt det her show, som blev vist om aftenen, jeg ret gerne ville se, men der var blevet trukket lidt på skulderne over det. Vi havde besluttet at min tur så skulle være en forlystelse ind til jordens indre, men det var sent og der var to timers ventetid. Der var fem minutter til mit shows begyndelse, så de andre gik med til at lige smutte forbi og hvis det ikke var noget, kunne vi gå hjem. Da vi kom ned til pladsen omkring søen, hvor det foregik, vrimlede det med mennesker. Sørine synes det var fjollet og mente, det var massehysteri, for der var jo tydeligvis ikke noget på søen og der var jo ikke nogen scene. Efter lidt overtalelse fik jeg hende dog til at blive der de sidste tre minutter og vente. Og præcis klokken tolv gik et kæmpe show i gang. Et bjerg voksede frem fra søen fuldstændig oplyst og Mickey Mouse stod på toppen. Der var fyrværkeri, røg, glimmer, alting. De viste klip fra disneyfilm på selve bjerget og både med store balloner, hvori klippene også blev vist, sejlede omkring. Disneyprinser og prinsesser dansede rundt på bådene og der blev pustet en kæmpemæssig drage fra tornerose op midt i det hele, som spyede ild. Det var fuldstændig utroligt. Og bagefter var der en smule ydmyghed overfor mig, der sådan havde en god intuition og alt muligt. Så… Ingen forventninger overhovedet, men en fantastisk og overraskende oplevelse.
Og hvad det så siger om os som mennesker, kan i jo selv tygge lidt på.
Vi købte bare junk i 7-11 til aftensmad og så ellers i seng. Jeg var blevet rigtig glad for onigiri og kold mælkete XD Troede jeg aldrig skulle ske. Risboller og kold te med mælk og sukker.
Tirsdag var dagen for min hjemrejse. Vi spiste morgenmad på McDonald’s XD Og så tog jeg til lufthavnen. Jeg skulle med China eastern og der var ingen problemer. Servicen var god. Jeg fik et fantastisk måltid i flyet med sushi, ris plus svinekød, frugt, kage, nudler og drikkevarer. Det eneste, jeg var sur over, var at de sluttede filmen fem minutter inden, den var slut D: Fordi vi skulle lande. Turen var kun på 3 timer. Jeg skulle skifte i Shenyang, hvor turen så gik til Beijing. Da jeg sad i lufthavnen og ventede på flyet, satte en lille dreng sig ved siden af mig og kiggede på, at jeg spillede ds. Det var sødt og jeg savnede mine egne børn fra Cathay. I flyet faldt jeg i snak med nogle amerikanere fra Texas. Vi fik pølsehorn, men jeg var allerede mæt efter det første måltid D: Den ene amerikaner blev så glad for mig, at han sagde:
”Take care, babe”
Da vi sagde farvel. Med rigtig fed Texas accent XD Det var smukt. Så tog jeg en bus til Beijing South, hvor jeg skulle have toget til Tianjin. Og jeg mødtes med Marie plus Mathilde, der havde været på endagstur til Beijing. Det var dejligt at se dem igen.
Jah, det er så det længste indlæg indtil nu. Seks sider. Men det var vigtigt for mig lige at få skrevet Japan-turen ned også, selvom jeg jo skulle hjem. Jeg regner med lige at skrive to indlæg til, et om de sidste dage i Kina og så et afsluttende om at være tilbage i Danmark igen. De bliver på ingen måde ligeså lange og ærligt regner jeg heller ikke med, at i læser det her. Men så har jeg det til engang om tyve år ^^

Kaiba i Kina

Posted: august 5, 2011 in Kina

Jeg tænkte, at jeg lige ville skrive om mine dage alene, før jeg tager til Japan. Men heldigvis for jer, er der ikke sket det helt store, så det bliver vist et kortere indlæg.
Fuldstændig udmattet efter både at have haft familien og Anna på besøg, besluttede jeg mig for at tage en ferie fra min… jah, ferie. Det viste sig desuden at være god timing, for det har regnet nærmest hver dag, siden Anna tog herfra. Så det er åbenbart regnsæson, men åbenbart har det ikke regnet så meget tidligere år, så vi skyder skylden på den GLOBALE OPVARMNING. Jeg ved godt at DEN GLOBABLE OPVARMNING får skylden for mangen en ting, men lad os bare sige, at regnen er en af dem.
Nåh, men på trods af DEN GLOBALE OPVARMNING, hyggede jeg mig ganske godt. Jeg flyttede hostel fra The loft til Sims Cozy Garden Hostel, fordi det virkede som et sted godt for alene rejsende. Og det var et dejligt hostel. Der var gardiner for sengene og små læselamper, så man havde lidt privatliv selvom man delte værelse med fem andre. Og halvdelen af mine værelseskammerater var flotte fyre, der havde til vane at rende rundt uden trøje på X3 Det havde jeg ikke som sådan rigtig noget imod. De første par dage så jeg avatar på computeren, læste et par bøger, svarede på mails og den slags småhyggen. Baren var en af de hyggeligste, jeg har været på, så der tilbragte jeg meget tid. Jeg fik snakket med en britte, der havde boet her et års tid. Hun havde besøg af sin søster, så jeg kunne relatere ret godt til hende XD Åbenbart havde hun gået på den skole A clockwork Orange var blevet filmet i.
Den første aften valgte jeg at smutte i biografen, hvilket var ganske morsomt. Jeg måtte kommunikere over medarbejdernes computere via google translate, men jeg fik da købt billetten til sidst, og køen voksede bare bag mig XD Filmen var udmærket, transformers tre. De film er underholdende, hvis man kan lide kæmpe robotter, der smadrer ind i hinanden.
Den sidste dag begyndte jeg bare at gå XD Jeg havde fået nok af at hænge ud på hostellet, så jeg havde brug for luft, og valgte en ny ”Gammel” gade som mit mål. Den var i den anden ende af byen, så endte vist med at vandre to-tre timer derhen og så den samme mængde hjem. Men det fede ved at være alene er, at den eneste du kan brokke dig til, er dig selv. Og jeg fik set den ny-gamle-gade plus tibet-området. Ydermere spurgte to turister mig om vej, fordi jeg åbenbart virkede som om, jeg vidste, hvor jeg var og de ikke stolede på kineserne XD jeg tror, jeg fik peget dem i den rigtige retning, men man ved aldrig. Bagefter kunne jeg se på mit kort, at jeg kunne have valgt en bedre rute, men ærligt, var en smule overrasket, og jeg begynder altid at sige sludder, hvis jeg ikke er forberedt XD
Så gik turen til Shanghai, hvor jeg heldigvis havde fået soveplads. 31 timer, ikke des to mindre, men jeg syntes nu, det var helt hyggeligt. En ting, jeg finder interessant er, at hvis der er forældre med børn, vil de altid begynde at træne engelsk med dem, når jeg er i nærheden. Så konstant kan jeg høre i baggrunden ”THANK YOU, VERY MUCH” og ”MY NAME IS KATE.” Ikke at de henvender sig til mig. Jeg skal bare høre, hvor meget engelsk, de kan XD En anden ting, som også er sjovt, er at der altid vil rendte forbløffende mange kinesere forbi min plads, hvor de stjålent eller fuldstændig hæmningsløst, glor på mig. Men til sidst tænker jeg altid ”Hvad finder i dog i den anden ende af toget XD” for de er ikke altid fra dem samme kupe som mig.
Jeg skulle bo på Le tours travelers hostel, som var ganske udmærket, selvom sengene seriøst er hårde som gulvet XP Jeg overvejede virkelig at skifte hostel på grund af det, fordi min ryg var decideret ødelagt efter de to første nætter. Men siden det skulle være et af de bedre hostel, kunne jeg ikke regne med, at det ville være bedre andre steder og ellers var Le tour et ret charmerende sted. Man skal ind i igennem en skummel baggård, hvor der om natten ligger kinesere langs væggene og sover på rismåtter XD Ude i det fri. Seriøst, det er den slags, som man bare ser som naturligt efterhånden.
Den første dag gik jeg rundt i det franske kvarter, som var fantastisk. Træer og europæisk inspirerede bygninger gjorde mig nærmest tryg. Jeg besluttede mig for at gå på alternativ kunst-jagt, så jeg startede i propogandamuseet, hvorefter jeg faldt over et lille privat galleri og på vejen mod kunstgaden, var jeg også inde i et storcenter, der havde en gratis udstilling. På kunstgaden rendte jeg lidt rundt i nogle fotografi-gallerier, og ellers imellem butikker og cafeer, for det var et turistet sted, kunstgaden. Men jeg elsker små gader X3
Nummer to dag ville jeg gerne have været til The bund, men efter at jeg bevægede mig ud og det begyndte at tordne plus regne, købte jeg en chokoladedrik og vendte tilbage til hostellet. Jeg endte med at se The simpsons hele dagen i dvd-rummet XD
Den tredje dag regnede det igen… Fuldstændig uhæmmet. Sad og emoede lidt over det, men faldt så i snak med en amerikaner ved navn Vincent. Endte med at blive ret gode venner med ham, så han lånte mig sine Glee-dvd’er, som jeg fik set en del af i løbet af dagen og om aftenen tog vi ud til The bund, fordi det var holdt op med at regne. Det viste sig lidt at være held i uheld, fordi the bund var meget smukkere om aftenen, men jeg ville nok ikke være taget derud alene. Samtidig fik jeg nogle fine billeder af mig selv, fordi Vincent viste sig at være en ganske udmærket fotograf. Og hvis jeg troede, at en blond hvid kvinde fik meget opmærksomhed, så var det intet i sammenligning med en to meter høj afroamerikaner XP Det sjoveste var, at når folk skulle have billeder sammen med Vincent, gik de ham ofte til navlen. XD
Fredag, min sidste dag, endte jeg med at gå ned til kunst-området igen. Jeg skulle lige forbi en af Kina’s reform-helte’s tidligere bolig og så var jeg også inde i et glasmuseum. Jeg ville gerne have købt noget glaskunst med hjem, men det var megadyrt og svært at transportere. Men mest fordi det var virkelig dyrt. Der var nogle smukke glassmykker. ._. sigh, om blot man var mangemillonær. Sludrede lidt med en ny amerikaner, imens jeg spiste frokost og følte mig umådelig sej og social og ude af min skal.
I morgen tager jeg videre til Japan, hvilket jeg ser ufattelig meget frem til. Jeg har fået en mail fra færgeselskabet, der flytter afgangstidspunktet en time, på grund af en tyfon. Det synes jeg ikke er super charmerende, men de ved vel, hvad de laver. Og jeg kan svømme. Jeg har printet min visumansøgning til Kina ud, så jeg er totalt klar til turen. Flybillet, hvordan jeg kommer til hostellet. Er lidt nervøs omkring at skulle til et nyt land, for Japan er meget anderledes, men X3 skal nok gå. Har jo omstillet mig før. Og nu er der kun 14 dage tilbage, før jeg kommer hjem. Jeg savner jer X3 Og jeg ser frem til at se jer igen. Men lige nu glæder jeg mig mest til at se Abena og Sørine igen XD GOING TO BE AWESOME. PARTY IN TOKYO!

Anna i Kina

Posted: august 3, 2011 in Kina

Okay, så der gik lidt tid efter mit sidste blog-indlæg, men nu da jeg er selvstændig og sej backpacker-agtig type, så har der ikke lige været tid til at skrive blog.
Eller også er det bare fordi, jeg er doven og jeg efterhånden kan se min hjemkomst i horisonten. Men ikke desto mindre skylder jeg næsten Anna at skrive blogindlæg om hendes besøg i Kina.
Jah, mine damer og herre, efter at mine familie rejste, var det Annas tur til at komme til det berygtede Kina-land.
Men jeg tager ikke vores oplevelse på dag-til-dag basis, siden vi faktisk havde en del ”afslappende” dage undervejs, som ikke er helt så spændende X3
Anna kom faktisk kun en halv time efter flyets ankomst, så jeg blev en smule forbløffet, for jeg havde sat mig godt til rette og regnede ikke med at se hende den næste times tid, da hun dukkede op lige foran mig, en smule utilfreds med, at jeg ikke havde budt hende velkommen stående. Men jeg fik bugseret hende og backpackertasker med metroen hen til Hai inn, stamhostellet i Beijing. Her skulle Anna for første og sidste gang stifte bekendtskab med dorm-seks-mands-værelses kulturen, for vi valgte at bo i twin-room i de efterfølgende byer. Vi snakkede med en ret hyggelig fyr en aften, som viste sig at have studeret i Tianjin :3 Vi bondede lidt over fælles oplevelser, og jeg nævnte historien om, at jeg ikke kendte til metroen. Han griner høfligt, skifter pludseligt ansigtsudtryk og siger overrasket;
”Wait, does Tianjin have a subway?”
XD PRICELESS.
Allerede første aften slæbte jeg Anna ud på en længere gåtur. Det var oprindeligt planen at holde hende vågen indtil det blev aften, så vi gik ned for at se på hutonger, men på vejen faldt vi over en rigtig nice shopping-bar-gade af en art, som da også viste sig at stå nævnt i rejsebogen XP Ufatteligt at jeg har boet i området så mange gange uden at støde på det. Vi nåede aldrig ned til hutongerne, men da vi skulle spise, besluttede jeg, at vi da skulle spise på endnu et af mine berygtede stamsteder. Uheldigvis for Anna, for jeg vild og hun var ret træt plus ret sulten til sidst. Men vi fandt det da. XD
Hvad vi fik set i Beijing, de to dages tid vi var der, var nogle gamle kendinge som Lamatemplet og den forbudte by. Jeg fik også lov til at opleve Beijing Opera for første gang, hvilket var, ehm… specielt XD Nu besluttede vi på forhånd, at vi ville kunne lide det, for manageren af hostellet sagde, at han endnu ikke havde mødt nogen, der sagde noget positivt om det, hvilket bare gjorde os stædige. Super nederen kommentar at komme med, når nu hostellet selv tilbyder turen XD Når det så er sagt, var det faktisk en god oplevelse. Det var rettet mod turister, så der var storskærme med engelske oversættelser af den kinesiske opera. Makeuppen, mimikken og kropssproget var helt utroligt. Og så var der en del af det, som var sådan noget kungfu opera, som var virkelig sjovt. Det var delt op i fem små stykker, så man fik lov til at se forskellige stilarter. Men den måde de sang med highpitchstemmer, var meget svært at tage alvorligt. Og når de mandlige karakterer blev ved med at pille ved deres skæg XD Men alt i alt… lærerigt.
Så lykkedes det en restaurant at snyde os. De tog F***** 48 for en cashewchicken. Og da vi bad om menukortet igen, var det et andet end det første og prisen på den ret, var på mystisk vis forsvundet. Det kan jeg rase meget over.
Anna og jeg vendte flere gange tilbage til bar-gaden (desværre ikke for at drikke, den slags gør Anna det ikke så meget i, men for at bruge penge). Vi blev helt vilde med en cafe-kæde kaldet Iced (tror jeg, ellers skal Anna nok rette mig, hun talte ikke om andet resten af Kinaturen) Vi fik jordbæris og mangokokosdrikke og kokosbudding og pebermyntedrik. Alt muligt lækkert X3 Den sidste dag i Beijing begyndte det at styrte ned, så vi blev fanget i en butik, der solgte smykker lavet af ægte porcelæn fra forskellige dynastier. Priserne var lidt over vores bugdet, men vi blev virkelig gode venner med de to kvindelige ekspedienter, hvoraf den ene gik halvamok over, at man kunne finde ægte rav på de danske strande. Vi snakkede om naturalier, og hvordan perler er meget billige i Kina, så vi fortalte om rav. Vi prøvede at forklare, at det altså var svært og at stykkerne var små, men vi skulle både tegne et lille kort af Danmark og afkrydse de bedste ravsteder XD Men chancerne for, at hun nogen sinde kommer til Danmark for at finde rav er nok rimelig små.
Nåh, men videre skulle vi og vi tog et lækkert lille lyntog til Qingdao. En tur på cirka fire timer, tror jeg. Qingdao var en dejlig by, rigtig havneby, så den havde lidt den der københavnske følelse af frisk ”Hav-luft”. Bortset fra at byen var en smule større og fuld af kinesere. Hostellet var hyggeligt, de delte badeværelser not so much XP Der var ikke lås på døren til toilettet og så kunne man glo ned i båsen, fordi døren gik mig til brystet. Vi fik ikke set så mange seværdigheder, siden det var en ”lille” by og det regnede de fleste dage. Tilgengæld fik vi spist sushi. Og turens højdepunkt var helt sikkert noget friturestegt svinekød i sursødsovs, som vi fik serveret på en af mine ”Lokale” restauranter. Engang imellem gav Anna mig lov til at være spontan med aftensmaden. Vi fik set Happy Feet og Sound of music i hostellet dvd-rum. Og så var vi i biffen, hvor vi så Unthinkable, som er sådan en film, der vil give mig mareridt mange år i fremtiden. Den endte ikke engang lykkeligt. Vi fik også gået nogle ture langs strand nummer seks, som var meget tangfuld og mere fyldt af turistgejlssælgere end solbadere.
Turens nedtur var da vi skulle købe vores togbilletter til Chengdu. Spontan som jeg er, gjorde vi det først i Qingdao, altså cirka tre dage inden afgang. Og siden det nu er blevet turistsæson og universiteterne holder sommerlukket, den slags, var der selvfølgelig fuldstændig udsolgt med sovepladserne. Vi fik at vide, at man skulle bestille den slags, måske ti dage før. Men der var hardseats tilbage. Og så tænkte Sophie da… ”Fyrre timer i hardseat? Det klarer vi da snildt.”
Indrømmet, i kender nok ikke til alle de horrible historier der findes om hardseatoplevelser. De fleste værende på 18-timer eller der omkring. Selv når du fortalte kinesere, at du skulle fyrre timer på hardseat, så de på dig med rædsel i øjnene. Hvis de havde været kristne, havde de nok også lige slået et lille kors for brystet. Jeg talte om aftenen med en fransk pige, der ikke rigtig troede på, at vi ville overleve og sagde;
”Take the airplane”
Men nu kostede en flybillet 2000 og en togbillet 300, så…
Det er lidt en af de ting, man skal opleve på egen krop for at forstå, hvor hårdt det er, men som man så heller aldrig nogensinde igen skal opleve.
Sæderne var så… bløde nok. Men der var ikke armlæn, så man sad klinet op ved siden af en kineser på den ene side og så Anna på den anden. Man prøvede at overbevise sig selv om, at man da godt kunne sove med hovedet lænende på det der lille minibord, de havde presset ind imellem sæderne, men… ens arme begyndte at sove og ryggen begyndte at værke. Desuden havde næsten samtlige medpassagerer omkring os deres spædbørn med sig… Og den på den anden side af gangen var… ret uhygiejnisk. Kinesiske børn går jo ikke med ble. Så den der baby tissede på sædet, hvilket moren så ikke syntes var helt så smart, så derfor fik hun den til at tisse i en pose i stedet for… Og man tænkte selv… ”Tyve timer igen.” Fyrre timer uden søvn og rigtig mad.
Da vi endelig ankom til Chengdu og vores hostel, the loft, omkring klokken ni om morgenen, skulle vi lige have et bad, noget mad og så en lille lur. Vi vågnede op otte timer senere, en smule desorienterede XD Men kan sige, at vi var så trætte, at vi sagtens kunne sove om aftenen alligevel.
Vi startede ud med at tage hen til Den grønne geds tempel, hvor vi på vejen fandt en af disse nybyggede gamle gader. Så tog vi en god solid gåtur ned for at se Mao-statuen, men endte med at fare vild på hjemvejen og var først hjemme omkring ti-tiden XP
Vi så en sichuan-opera, som var mere underholdende for udlændinge end Beijing operaen. Der var masker, ildspyning, skyggespil, koncert og komedie, alt i et. Og så var vi selvfølgelig på et panda-research center for at se deres pandaer. Jeg kunne bedst lide de røde pandaer, som var enormt nuttede X3 Tror der var en seks-stykker.
Vi var også i folkets park, som var en ubeskrivelig oplevelse. Af en eller anden grund samles gamle mennesker der for at synge kareoke, danse i mærkelige kostumer og den slags gejl. Og når gamle mennesker synger, gør de det højt og kinesisk style. Selvfølgelig, når det nu engang er Kina, men… det var ikke pop-sange, det var helt sikkert XD Tror også vi så flere tributes til kommunismen i blandt deres shows.
Og selvfølgelig fandt vi endnu en shopping-gade, som vi fik shoppet igennem. Og vi fik drukket te i et rigtigt tehus.
Den 26 juli tog Anna hjem med fly. Og efterlod mig alene tilbage i Chengdu. Hvilket jeg vil fortælle videre om næste gang, jeg skriver blog. Men nu er der kun 16 dage til min hjemkomst, 3 dage til Japan. Så hvor meget det bliver til, ved jeg endnu ikke X3

Faktisk handler det kun om familiens tur til Kina, men i ved, hvor meget jeg elsker en god overskrift. Så vær forberedt på den berygtede Wall of text, for der skal dækkes mange dage. Far glæder sig til at læse om sig selv.
Jeg vil beskrive det dag for dag. Der skete nemlig en hel masse.
Den tredje juli ankom den kære familie til Beijing lufthavn. Arrangeret så smukt, at jeg skulle komme hele vejen fra Tianjin for at hente dem, hvorefter jeg skulle tage med dem tilbage til Tianjin. Jeg tog af sted godt og vel en 3.5 timers tid inden flyets ankomsttid, men endte med at være der tyve minutter efter. Hovedsageligt fordi jeg ikke syntes terminal tre så rigtig ud, så jeg tog fly-metroen til terminal to, hvilket var forkert og desværre kører metroen ikke tilbage til terminal tre, så jeg måtte tage en bus. Heldigvis ankom familien først en time senere. Hvilket var normal procedure, fortalte vores kinesiske kontaktperson Ken, mig. Rejseselskabet havde sørget for bil til Beijing south togstation og havde købt billetter til lyntoget. Bare først cirka 16,30, så vi skulle vente en tre timers tid på toget ^^;
Men glæden var stor. Jeg hoppede op i luften, da jeg så dem og vi ankom godt til Tianjin. Bortset fra den dumme taxi-chauffør, der kørte en omvej fra stationen til hotellet. Pludselig var man jo blevet turist, fordi man havde hele familien på besøg. Sunny havde været så venlig at hjælpe med at booke hotellet, hvilket resulterede i, at vi ikke behøvede at tjekke rigtig ind. Vi fik bare nøglekort og skulle betale et depositum uden videre problemer. Heldigt for os, at Sunny havde snakket med dem, for de talte ikke et ord engelsk.
Aftenen blev brugt på at spise dumplings, se min lejlighed og slæbe al min bagage tilbage til hotellet. Jeg har åbenbart fordoblet min baggage siden jeg ankom, for selvom jeg havde pakket halvdelen i min backpack, så var der alligevel så meget i den kuffert, far og mor skulle slæbe hjem, at vi måtte købe en lille taske, jeg kunne pakke noget af det ned i og tage med hjem selv om en måneds tid. Jeg ved ikke, hvor al det møg kommer fra.
Den fjerde, mandag, slæbte jeg dem op i tv-tårnet og så videre på Bing shang dao, shopping gaden. Jeg prøvede at vise mine smukke kinesisk kundskaber ved stolt at sige det til taxi-chafføren uden brug af kinesisk skrevne sedler. Hun fattede hat. Hun kørte i den stik-modsatte retning og blev ved med at sige noget, jeg på ingen måde syntes lød som det, jeg sagde. Jeg prøvede derefter at forklare hende at vi skulle shoppe og da jeg havde gentaget Bing shang dao ti gange, forstod hun endelig, hvor jeg ville hen og grinte stort. Resten af turen fik jeg en kort lektion i kinesisk udtale. Tror ikke, at familien var specielt imponeret. Men frem kom vi da. Vi så også den katolske kirke og mor prøvede at give et bidrag i forslagskassen. Anna har desuden fortalt, at jeg har beskrevet sushi stedet flere gange end hun kan tælle på en hånd og nu nævner jeg det igen, thi det var der, vi spiste sushi. Far fik bøf. XD
Tirsdag var vi på Ancient culture street. DEN RIGTIGE! Og jeg kan afsløre, at det har været den forkerte, holdet har været på indtil nu. Den rigtige var faktisk ret imponerende, så det var jeg glad for at se. Om formiddagen besøgte vi skolen og Sunny viste os rundt. Jeg var ved at begynde at græde, da jeg hilste på mine klasser igen. I klasse fem løb de alle sammen hen til mig i et kæmpemæssigt gruppeknus og en af pigerne så på mig med glasklare øjne, for derefter at sige ”I love you, Sophie.” Not fair. Not fair at all. Lærerne nede i babyclass fik børnene til at komme hen og give mor knus. Selvom de så en kende rædselsslagne ud. Om aftenen tog vi i Van guard for at spise og jeg fremviste stolt det kinesiske svar på Bilka. Kathrine var mere interesseret i dvd-butikken, hvor hun opdagede, at de havde en afdeling med japanske dramaer med engelske undertekster. Resten af turen så vi Operation love hver aften før sengetid XD
Onsdag var sidste dag i Tianjin. Jeg hev først familien ud til Tianjins største tempel og derefter Dafutong, et gademarked. Efterfølgende tog vi hjem for at slappe af og forberede os på bådturen, som flere kinesere havde anbefalet. Desværre for os kunne taxi-chaufføren vist ikke forstå Sunny’s kinesiske note, så vi endte ikke ved Italien district, som jeg havde håbet. Derfor endte vi med at tage hjem bagefter og spise aftensmad på mc-donalds i bedste Kaiba-stil XP
Torsdag blev brugt på at tage Beijing. Jeg sagde farvel til Tianjin og tænkte på, at jeg først ville komme tilbage dertil om seks ugers tid for derefter at skulle sige farvel helt. Jeg skulle også opdage, at så snart du bevæger dig væk fra Ping shang dao, er der åbenbart ingen, der vil køre dig til togstationen. Jeg prøvede endnu engang at tale kinesisk, men selv da jeg viste ordet for tog i ordbogen, rystede alle taxi-chaufførerne på hovedet og kørte væk. Til sidst fandt jeg dog en, der med stor entusiasme trak i luften og sagde ”FUT FUUUUT.”, hvilket jeg godtog som betydende tog. Og jah. Jeg fik transporteret hele familien, tre kufferter og min rygsæk til togstationen. Heldigvis stod Ken parat i Beijing med bil, der kørte os til vores dejlige luksushotel med vestlig og kinesisk morgenmadsbuffet. Vi gik lidt rundt i området, men besluttede os for at spise på hotellet, hvor der var absolut ingen mennesker (Dårligt tegn i Kina, spis altid der, hvor der er stoppet med kinesere) Tjenerne forsøgte med stor iver at få os til at vælge buffeten, men vi (kathrine) sagde ala carte og jeg bestilte lækker mad til mig plus Kathrine. Far ville hellere have sin egen mad og mor ville have fisk. Der smagte af koriander.
Fredag startede med, at vi gerne ville til den forbudte by. På gå-ben. Jeg ville gerne finde en metro, men det skulle siden vise sig, at den lå tyve minutter væk fra hotellet. Det skulle åbenbart være lettest bare at gå til Tianmen square. Hvis man altså kender vejen. Først rendte vi lidt rundt. Så gik vi tilbage til hotellet for at spørge, hvor far erkendte, at hotel-personalet talte meget dårligt engelsk. Så ville vi tage taxi, men de gad ikke stoppe. Og så fandt vi endelig en vej på kortet, som vi begyndte at følge. Lang historie kort, så endte vi først på Tianmen square omkring klokken halv tre, for vi fandt en masse spændende gader og et kaligrafi-galleri, hvor jeg købte et stempel med mit kinesiske navn. Da vi drak kaffe på Kentucky fried chicken, thi forældrene har hele vejen igennem insisteret på, at de er for gamle til at rende rundt 24/7 som mig, opdagede jeg, at man kun kunne se Mao fra 8-12 og den forbudte by lukkede klokken fire. Fødderne var ømme, humøret lavt, men til sidst foreslog jeg, at vi tog i Beijing zoo, for de lukkede først klokken 19. Vi tog derud, hvor vi fik set panda-unger ❤ Desværre blev de fleste af dyrene lukket ned klokken 17. Og vi rendte rundt i 1.5 time, hvor det kun lykkedes os at finde nogle høns, nogle aber og nogle halvdøde ulve. Til gengæld så vi et interessant øko-system i et af burerne, hvor gibbon-aber, kaniner, kyllinger og en hane levede i fred og fordragelighed. Om aftenen spiste vi på en nærliggende restaurant, hvor de først lod som om, at de talte engelsk, men først forstod, at vi skulle have en cola, da jeg forsøgte at sige det på kinesisk. Og så tillod de sig endda at grine af min udtale.
Lørdag undersøgte vi på forhånd, hvornår tingene åbnede og startede ud med at se formand Mao. Vi ventede i kø cirka i en times tid for at se på Mao omkring to minutter. Far tog tid. Så tog vi videre til silkemarkedet, hvor Kathrine og jeg fik taget mål til to kinesiske kjoler hos dem, jeg købte mit jakkesæt af. Jeg tror, sælgeren ikke var udpræget glad for at se mig, da kjolernes startpris normalt er 1200 pr styk og jeg kunne presse det ned til 1350 for to, siden jeg huskede den pris, Mathilde fik det for. Den aften spise vi hotpot, hvor en tjener ville hjælpe os så meget, at hun blev sur, når de andre tjenere kom for at hjælpe. Vi så en mandlig tjener, der stoppede op ved vores bord for at ”tjekke sin mobiltelefon”. Og da vi gik, kunne vi høre dem alle sammen grine bag os.
Søndag tog vi i et antikmarked, jeg havde fundet i mors Turen går til Kina. Far var ovenud lykkelig og vi endte med at bruge hele dagen der. Desværre blev han også snydt et par gange af sælgerne, men endte med at gøre et rigtig godt køb til sidst. Vores fødder var efterhånden ødelagte, så vi var ikke helt så begejstrede for at traske rundt. Vi smuttede lige forbi silkemarkedet for at prøve vores kjoler, som skulle syes lidt om og spiste aftensmad på en restaurant tæt på hotellet, hvor de serverede hjemlige ting som sursødsovs og friturestegt fisk.
Mandag skulle vi endelig på den planlagte tur til muren. Vi havde privat guide og chauffør o.O Guiden var rigtig sød. Hun talte godt engelsk og fortalte lidt om, at hun gerne ville studere i England. Vi startede ud på muren, hvor vi blev sendt ud for at vandre alene en to timers tid. Vi kravlede hele vejen op af den reparerede del og rendte også lidt rundt på noget originalmur. Vi fulgtes en del af vejen med nogle kinesere, der blev så glade for os, at de sendte deres børn hen til os med friske nektariner. Stakkels unger XD Da vi først havde taget imod dem, skulle de alle sammen give os. Kinesere er så hyggelige. Efterfølgende kørte guiden os ud til en lille landsby, hvor vi skulle spise hos lederen o.O Far anede ikke, at det var en del af turen. Vi fik lov til at køre med en lastbil og alt muligt. Vi blev også vist rundt i byen og fik set et rigtig kinesisk hjem, som bestod af et køkken og et soveværelsestuealrum. Meget primitivt og fascinerende. Kun de gamle og børnene var til stede, for alle de unge tager hver dag til Beijing og Tianjin for at arbejde. Den aften spiste vi buffeten på hotellet. Den var dårligere end den, jeg fik på skolen. Så er alt sagt. Jeg havde vist fået lidt for meget øl, for jeg græd næsten af grin over, hvor ringe den var XD
Tirsdag tog vi i sommerpaladset, hvilket alle vist endte med at være lidt skuffede over. Der var utrolig mange turister, så der var lidt svært rigtig at føle stemningen. Vi tog en sejltur, hvilket var turens højdepunkt og så tog vi ud til en akrobatshow, som guiden fra dagen før havde hjulpet os med at booke. Hun kom endda ud og gav os billetterne ved showet, hvilket var ufattelig god service, for hun blev ikke betalt for det. Showet var… Interessant. XD Det var sædvanlig akrobatik, kombineret med meget interessante kinesiske tilføjelser. Kostumer, show og et forsøg på at overdramatiserer det hele. Det varede kun en time D: Men var da underholdt. Vi tog til silkemarkedet for at hente kjolerne og endte med at spise på en vestlig restaurant, hvor vi fik bøf XD Det var himmelsk.
Onsdag, den sidste dag, var alle vist lidt deprimerede. Og trætte. For jeg havde kørt os hårdt med metro og mange seværdigheder. Vi kom endelig i den forbudte by og sluttede af med Lama-templet, hvor verdens største Buddha gemmer sig. Far gik hele gaden tynd efter en klokke, men fandt ingen. Vi spiste pekingand på en meget berømt restaurant. Selv skulle vi kun vente en halv time på at få plads, men da vi kom ud, sad folk og ventede i kø på gaden. Kathrine og jeg sluttede af med at se Fedtmule og søn.
Torsdag rejste de, en smule udmattede. Jeg tog imod Anna i lufthavnen tre kvarter efter, de havde tjekket ind. Så det næste blogindlæg kommer til at handle om vores eskapader. Det skal nok blive rigtig morsomt.
Og jeg har købt en chinchin!